Nekrolog: Torben Bille er død

Nekrolog: Torben Bille er død

Det er meget, meget mærkeligt at skulle sidde her og omtale Torben Bille i datid. For han var så nærværende. Han var en af de få anmeldere, der havde en snert af den gamle skole, og aldrig var snobbet eller hævet over stoffet. Skrev man noget, som Torben kunne lide, var han der omgående med ros. Typisk ville hans mening dukke op på de debatsider, vi har her på GAFFA, og så kunne polemikken starte. For Torben var en formidler af guds nåde. Han brændte så meget for rocken - og specielt danskrocken - at det nogle gange flød over, men det blev aldrig ukonkret. Torben fyldte en hel masse i så mange år og på så mange medier. Nu er hans stemme forstummet, og han kan end ikke give igen på denne nekrolog. Noget han klart ville have elsket.

Mit første indtryk af Torben Bille var i dagene på Jens Jørgen Gjedsteds legendariske og toneangivende musiktidsskrift, MM. Her var der mange lysende skribenter og så var der Torben Bille. Han kunne ofte - specielt i sine anmeldelser med signaturen "tbille" - være festdræberen over dem alle. Du ville gå til en koncert og så læse Torbens anmeldelse, og så var den fest ligesom forbi. Allerede dengang ville han blive udsat for de kærlige drillerier og de mere korporlige mobberier, som kun blev ham forundt.

Jeg tror, at det var den afdøde mesterjournalist på Det Fri Aktuelt, Rolf Geckler, der engang sagde noget i stil med dette: "Får du masser af ros, og er alle dine venner efter, at du har begået en artikel, er det fordi, du har leveret reklame. Mens hvis alle er sure, har du bedrevet journalistik!" Torben Bille var journalist med stort J, også selv om han sine steder kammede over og satte sig selv vel meget i centrum. Men man lagde mærke til ham. Slog sig på ham. En berømt bog om danskrocken hed "Der gror aldrig mos på en rullesten". Toben Bille var en rullesten. Hård og kompromisløs. Og altid i bevægelse. En ildsjæl i de officielle spalter og på den blog, hvor venner og familie i disse timer forsøger at kapere chokket.

Der er masser af historier om Torben. Han ville tidligt blive venskabeligt drillet af dem på den anden side, af musikerne. Da Totalpetroleum i 1979 udsendte albummet "A la Plage" gemte der sig en række sjove skriverier på indercoveret, og en anmeldelse var blevet forfattet, som var i Torben Billes frygtede og mavesure stil, mens hans faste signatur var ændret fra "tbille" til "tbolle". Noget af en ære for en journalist. Der var også Shu-Bi-Dua der på sit 8. album i 1982 havde sangen Billen på bladet og verslinjer som "Jeg har plader på min krop, en tykhud blandt insekter. Bare jeg ikke bli'r samlet op, og brugt som guitarplekter..." fik reduceret Torben til et insekt på trods af at Bille egentlig er et af de oprindelige danske adelsnavne.

Men det fortsatte. I forbindelse med pladeselskabsdirektør Michael Rittos bryllup på arbejdspladsen Medley Records fik blandt andre Kim Larsen og hans faste makker, Tommy Bogs - i Gasolin'-kredse benævnt Rocco The Rat og lillebror til mesterbokseren Tom Bogs - den idé, at Torben Bille skulle have buksevand. Det blev meget korporligt, og "Billen" følte sig særdeles forulempet og forlod festen efterfølgende. Han ville siden modtage en undskyldning fra Kim Larsen.

Netop Kim Larsen personificerede en af de store fejder i Torben Billes liv, et tilsyneladende had/kærlighedsforhold, der strakte sig tilbage til en koncert i Enghaveparken i 1971, hvor Hair - et orkester, hvor Torben Bille spillede congas(!!!!!) og ellers var tekstforfatter - var hovednavn og havde en meget ung udgave af Gasolin' som opvarmningsgruppe. En vel at mærke meget respektløs opvarmningsgruppe, noget Willi Jønsson huskede mange år senere, hvor han også med en vis måben kunne konstatere, at Torben Bille havde særdeles mange farver på paletten og siden år senere bedrev en bog om bandet, som troede sig så hadet af skribenten. Et af uendeligt mange paradokser i Torben Billes liv.

En anden, der kom tæt på Torben Bille, var sangeren og musikeren, Michael Falch, som nød skribentens bevågenhed på godt og ondt helt tilbage før han overhovedet var indtrådt på den danske rockscene. Nemlig da Torben Bille var blevet redaktør på MM og den vordende sanger fik en indsendt artikel om Neil Young tilbage i hovedet igen. Men Torben Bille var også ude som den første og skrive om det band, som Falch startede med blandt andre to medlemmer af countrybandet Buffalo, nemlig Peter Viskinde og Henrik Littauer. Jeg taler naturligvis om Malurt, og Michael Falch har meget at sige om manden, der endte med at skrive bøger om både Malurt og Falch selv:

"Det siger noget om Torbens engagement, at han skrev om os, før vi udgav noget som helst. Og hans pen var altid noget man forholdt sig til, som da han siden gav mig følgende medfart i en anmeldelse, at "det hele er så rigtigt, at det blev forkert". Det siger noget om mandens sproglige vid, for han var sprogets mand, en mand der drog fordel af den autodidakte musikelskers fortrin, hvor kærligheden til musikken driver værket", siger Michael Falch, som påpeger, at Torben Bille havde mange fjender i branchen, specielt i årene, hvor han var Politikens skarpe pen, som havde stor magt i rockbranchen.

Michael Falch kommer til at savne Torben Bille, for som han siger det i telefonen fra Vestsjælland: "Han var så vigtig for mig personligt, for han udtrykte ikke alene forståelse for de ting, jeg lavede, men også for mine intentioner. Jeg vil sådan savne hans glimt i øjet. Flabetheden og den sproglige finurlighed, samt det at på trods af, at vi befandt os på hver vores side af hegnet, ville lykkes med at glemme det og bare være to mennesker, der elskede musik og fodbold. Ligesom jeg sådan vil savne hans mange hints i anmeldelserne, som "vil den rigtige Michael Falch være venlig at stå frem?" Klassisk Bille."

Tidligere pladeselskabsdirektør på Medley, Michael Ritto, siger det meget konkret: "Jeg mødte Torben forleden, og vi aftalte at skulle ses. Vi var jo midt i livet. Så det er ikke til at forstå. Men hans rolle var uden sidestykke. I de store år var hans magt enorm. For udsendte du et produkt, som fik fingeren opad fra Torben Bille og de to-tre andre anmeldere, som virkelig talte, kunne man skabe sig en karriere! Så stor var hans betydning".

Andre vil skrive udførligt om Torbens meritter, og jeg skal for en god ordens skyld også gøre et forsøg:

Torben Bille var uddannet småbørnspædagog. Debuterede som lyriker i 1971. Var blandt andet tilknyttet rockbranchen - eller beatmusikken, som han nok ville kalde det - via orkestret Hair - som levede længe gennem omtaler i de rockleksikon, som Torben Bille selv bestyrede, men om hvem han endelig krøb til korset i omtalen af Deep Purple i hans og fotografen Jan Perssons fine billedbog, "Midt i en BeatTid" fra 2008, hvor han indleder med ordene: "Jeg var i 1970-71 medlem af en nu retfærdigvis glemt dansk gruppe, ved navn Hair. Et af vores højdepunkter var at få lov til at varme op for Deep Purple i KB Hallen. Dengang fik man 500 kr. - til deling - for den slags, det var nærmest en slags markedsføring. Vi havde en Top-Ti-single på det tidspunkt, og den blev naturligvis spillet ved den lejlighed, garneret af et skolekor. Vi havde en fornemmelse af at have lagt salen ned, da vi forlod scenen....". Hvorefter Deep Purple går på og sprænger alle rammer, stadig i Torben Billes egen rammende - og selvironiske - beskrivelse.

Torben Bille var tilknyttet musikbladet MM fra 1974 og det næste tiår, først som skribent og anmelder og siden som først redaktionssekretær og til sidst redaktør. Han var den markante og frygtede anmelder på Politiken fra 1977 til 1987 og via en kort tur som kulturredaktør på Det Fri Aktuelt, endte han på Ekstra Bladet, hvor han var souschef frem til 1991. Derefter fulgte tre år som musikchef på radioens P3, hvor efter han flyttede til baggården i St. Kongensgade som redaktionschef på dagbladet Information, hvor han var frem til 2003. Derefter på PolFoto frem til 2009, hvorefter han igen blev tilknyttet Politiken.

Torben Bille udgav en række bøger, både som digter, musikskribent og redaktør. Han vil især blive husket for Når bare rocken ruller – en bog omkring Malurt (1983), Brock – meninger om musik 1974-99(1999), Ud af mørket – om og med Michael Falck (2006) Gas! – et lydbillede, der aldrig fader ud - m. Jan Persson(2006), Midt i en beattid - m. Jan Persson(2008), samt Yeah Yeah Yeah – en krønike om The Beatles (2010). Dertil som redaktør af Politikens Dansk Rock Leksikon (2002).

Tilbage står bare at sige, at jeg som skribent og kollega vil savne Torbens indspark. Hans kyndige indgang til metieren. Han var en formidler af Rockgudens nåde. En elsker af musikken. En vogter af musikhistorien, som vi nu skal lære at leve uden. Det bliver svært.

Får pludselig lyst til at skrive en anmeldelse af Billen. Og give seks stjerner.

Mine tanker går til Torbens familie. Stakkels dem og stakkels os.

Torben Bille (1949-2013) - Æret være hans minde.

 

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA