Nyhed

DAT politics på turné i Danmark

Den franske laptoptrio besøger landet her i april med nyt album og dansk udsendt 7”-single i ryggen

DAT politics er p.t. aktuelle med deres sjette album, “Wow Twist”, og det har de valgt at fejre med en Europa-turné, der inkluderer intet mindre end fire danske koncerter:

20.04 Aalborg @ 1000Fryd
21.04 Kolding @ Pitstop
22.04 Aarhus @ Fabriken
23.04 Odense (spillested er endnu ikke offentligt)

København glimrer i øjeblikket ved sit fravær på koncertplanen, og siden der er frie datoer i DAT politics’ kalender, efter de har besøgt Odense, er det muligt, at et femte show her i landet kunne blive en realitet.


Foruden det nye album er DAT politics også aktuelle med en ny 7”-single, der bærer titlen “Roll” og er udsendt af danske LJUD Records – pladeselskabet, der køres af de Århus-baserede koncertarrangører LJUD, som også står bag DAT politics' koncert på Fabriken i Smilets By. Singlens titelnummer er taget fra “Wow Twist”, men vinylskiven indeholder også to eksklusive numre, “Amazing Dan” og “Space Kitchen Companion”, der ikke tidligere har været udsendt.

Singlen kan erhverves direkte fra LJUD Records via deres webside for 40 kroner eksklusiv porto. “Wow Twist” er ude via Chicks On Speed Records og burde kunne fås i enhver respektabel pladeforretning.


LJUDs hjemmeside

ANNONCE