U2-forsangeren optræder i valgmateriale udsendt af Berlusconi
På forsiden af det milanesiske dagblad Corriere della Sera udtaler Bono sig i et åbent brev til den italienske premierminister Silvio Berlusconi søndag. Det drejer sig om det italienske valg, der er lige på trapperne. Højrefløjens kandidat, Berlusconi har udsendt et 160 sider langt valgmateriale til millioner af italienere, hvor der står, at Bono er taknemmelig over premierministerens arbejde for at hjælpe de fattige lande. Samtidig er der et stort billede af Bono, hvis navnet ikke skulle vinde genklang hos vælgerne alene.
Dette har altså fået Bono til pennalhuset. Han skriver, at hans taknemmelighed i sin tid kom af, at Berlusconi havde lovet at implementere G8-landenes beslutning om at slette de fattige landes gæld. Dette er ikke sket, siger Bono og tilføjer: ”Tragisk er det, at i de sidste år under Berlusconis regering er Italien røget ned på sidstepladsen på den liste over de 22 rigeste lande i verden, der giver mest per indbygger til den tredje verden.”
Bono indleder med at skrive: "Hr. Berlusconi, ud over at føle mig så smigret, som jeg nu engang kan være over at optræde i din brochure, føler jeg mig også en smule udnyttet. (...) Hvis dit engagement er ægte og din signatur er til at stole på, så vil verden gerne vide, hvordan I har tænkt jer at nå de mål, I har sat jer". Disse mål kan godt være lidt svære for Italien at nå, da det kræver at Italien fordobler hjælpen til u-landene.