x

Black Rob skal 7 år i spjældet

Black Rob skal 7 år i spjældet

Som en pludselig kleptomanisk indskydelse fik Black Rob, med det civile navn Robert Ross, lyst til at stjæle en dyr håndtaske, der stod og fristede ham i en hotel-lobby tilbage i 2004. Uheldigvis for rapperen blev begivenheden foreviget på hotellets overvågningskamera, og Ross genkendt. Han blev hurtigt hentet, og tilstod i retten tilbage i november. Dommeren idømte ham to til seks års fængsel for hotel-bommerten, og da rapperen tidligere har været straffet, falder hammeren ekstra hårdt i Guds eget land.

Black Rob dukkede aldrig op til den planlagte afsoning i januar, skriver Billboard.com i går. Rapperen blev efterlyst og siden pågrebet i New Jersey måneden efter. Ved den efterfølgende strafudmåling har dommeren yderligere skærpet straffen og den står nu på vand og brød i hotel Tremmely i hele syv år – så kan man lære ikke at stjæle tasker.

Black Rob blev kendt med hip hop-bangeren ”Whoa” og har samarbejdet med blandt andre P. Diddy, som hjalp ham til et gennembrud, især i USA. Det er da også på selskabet Bad Boy/Atlantic, at Sorte Rob har udgivet sine to albums. Senest var det ”The Black Rob Report”, der kom ud i oktober sidste år.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA