x

Kinky Boot Beast vender tilbage

Kinky Boot Beast vender tilbage

Den danske gruppe Kinky Boot Beast havde en kort, men glorværdig karriere i årene 1991-94 med deres blanding af funk og hård rock, tilsat masser af humor. Nu vender de tilbage og giver reunion-koncert i København på lørdag den 20. april, ligesom de arbejder på nye numre.

Kinky Boot Beast opnåede både at være på forsiden af GAFFA og spille på Orange Scene på Roskilde Festival i 1994, lige før Rage Against The Machine. Imidlertid gik de opløsning allerede i 1995, da forsanger Niller Sørensen fik tinnitus, og nåede kun at udgive et enkelt album, "Insect Psycho Tango" i 1994. Nu er de så tilbage, i første omgang med en minikoncert i Det Danske Filmstudie i Lyngby lørdag den 20. april klokken 20. Forinden, fra klokken 16 vil gruppen optage en musikvideo, som de opfordrer deres fans og venner til at deltage i.

GAFFA fangede guitarist Bjørn Banke for at høre, hvorfor gruppen er vendt tilbage igen.

– Det startede egentlig med, at vores gamle roadie Steven Monaghan lavede en Facebook-fanside for os, hvor vi så under en frokost jokede med, at vi villle holde en koncert, hvis vi kom op på 100 fans. Og det gjorde vi ret hurtigt, og så måtte vi jo spille en koncert. Undervejs blev vi så inspireret til at skrive nogle nye sange og støve nogle gamle, uindspillede ting af.

Bliver denne koncert en enkeltstående begivenhed, eller er der flere på vej?

– Indtil videre har vi kun arrangeret denne koncert, men vi vil meget gerne spille mere, så nu håber vi, at vi kan vække noget interesse med koncerten på lørdag og så den musikvideo, vi optager, til nummeret "Incredible."

Opråb til Pia Kjærsgaard – og én selv

Hvad har de respektive medlemmer lavet i de mange mellemliggende år?

– Jeg har selv spillet masser af musik, blandt andet i Peter Peters band Bleeder, og jeg har skrevet sange til kunstnere som Christina Groth og Soluna Samay, sidste års danske Melodi Grand Prix-vinder. Vores sanger Niller Sørensen arbejder i dag som erhvervspsykolog, bassisten Thomas Welin underviser på en musikskole, og trommeslager Francis Nørgaard arbejder med handicappede børn. Og så har vi jo fået hus og børn.

Hvordan vil du beskrive jeres nye numre?

– De er måske lidt mere melodiske, end vi var dengang, men stadig powerfulde. Jeg synes bestemt, vores musik stadig er relevant.

Vil I udgive et nyt album?

– Måske, men vi har ikke sange nok til et album endnu. Men vi håber, der kommer noget på et tidspunkt, for vi føler, vi har mere i os, end vi nåede at udsende dengang.

Kan I fortælle lidt mere om jeres nye sang, "Incredible", som I indspiller en musikvideo til?

Sanger Niller Sørensen tager over: – Det er statement, som er tilegnet Pia Kjærsgaard, men også mig selv. Sangen handler om den stemning af fordomme mod de såkaldt fremmede, som er blevet mainstream i dansk politik i de sidste 15 år, og som Pia Kjærsgaard er den kraftigste eksponent for. Men den handler også om, hvordan jeg selv er blevet påvirket af den tone. På et tidspunkt skulle jeg fremleje min lejlighed, og den første, der henvendte sig, hed Mustafa. Det gav et sæt i mig, da jeg hørte det navn, så den debat har åbenbart også sat i mig. Det var noget af en øjenåbner for mig.

Hvordan går det i øvrigt med din tinnitus?

– Det går heldigvis bedre. I nogle år var den meget kraftig, men den er faldet til et niveau, hvor jeg kan leve med den. Jeg skal bare huske ørepropper, når vi spiller. Og det er skønt at spille musik igen.

Læs mere om Kinky Boot Beasts kommende koncert og musikvideooptagelse her.

Hør Kinky Boot Beast nye sang "Incredible" her.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA