x

Anne Franks stedsøster forsvarer Justin Bieber

Anne Franks stedsøster forsvarer Justin Bieber

Tidligere på ugen skabte Justin Bieber endnu engang overskrifter verden over, da han skrev en kontroversiel besked i en gæstebog i Anne Franks hus i Amsterdam.

Teen-sangeren havde spillet en koncert i nærheden og tog sig tid til at besøge museet, hvor han angiveligt var i over en time.

Ansatte hos museet skrev kort efter om besøget på deres Facebook side:

"I går aftes var Justin Bieber her og besøgte Anne Franks hus, sammen med sine venner og vagter. Fans ventede udenfor for at få et glimt af ham. Han blev i over en time i museet. I vores gæstebog skrev han: "Virkelig inspirerende at være her. Anne var en fantastisk pige. Forhåbentlig ville hun have været en Belieber"".

Det er den sidste sætning, der har fået folk op af stolene og kaldt Bieber arrogant, egoistisk og respektløs ved at skrive sådan. 

Men nu er Eva Schloss, Anne Franks stedsøster, gået til pressen og forsvaret Justin. I et interview med The Sun siger 83-årige Schloss, at hun tror, Frank ville have været en Belieber, da hun var en ung pige og en musikfan:

"Hun ville sikkert have været en fan. Hvorfor ikke? Han er en ung mand, og hun var en ung pige, der godt kunne lide filmstjerner og musik." 

Justin Bieber besøger Parken i København på lørdag den 20. april til en udsolgt koncert.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA