x

Lava-drengen Tobias Kippenberger: ”Vi er ikke bare et Barbie Girl-band”

Lava-drengen Tobias Kippenberger: ”Vi er ikke bare et Barbie Girl-band”

I anledning af The Floor Is Made Of Lavas igangværende Danmarksturne med deres seneste album "Kids and Drunks" fik forsanger Tobias Kippenberger 10 hurtige spørgsmål. Spørgsmålene tog udgangspunkt i deres sangkatalog og stikker derfor i alle retninger fra drømmekvinden til meningen med livet.

Først og fremmest synger du The Floor Is Made Of Lava, og når man leger Jorden er giftig, bliver man nogle gange nødt til at betræde den giftige jord for ikke at blive fanget – har I følt, I er blevet fanget af omverdenens forventninger og pres, og hvilke forhindringer har I haft med skiftet fra den lidt flabede drengerøvsattitude på "All Juice, No Fruit" til den mere eftertænksomme side med "Kids and Drunks"?

- Oh shit. Jamen der er jo selvfølgelig noget knap så smart rent markedsføringsmæssigt i at ændre udtryk, hvor nogle af de mest succesfulde bands tit er dem, som kan finde ud af at gentage sig selv. Men for os har vi været ret enige om, at vi ikke har haft lyst til at lave den samme plade to gange. Især allerede på den første plade arbejdede vi meget fokuseret på at have et energisk udtryk fra start til slut, og der måtte ikke være nogen som helst slinger i valsen – det skulle bare være 1,2,3,4 hele vejen. Det udtryk kom hurtigt til at hænge os langt ud af halsen, og vi ville ret hurtigt videre med noget nyt. Vi var ikke bare et Barbie Girl-band - vi kunne så meget andet, som Gramsespektrum nok ville have lavet sjov med.  

Pusterum og albumpause

Lidt i samme forbindelse: nu har I jo efterhånden været i musikbranchen i en del år - frygter du en dag at brænde ud i branchen og på den måde blive All Outta Love?

- Jeg tror lynhurtigt, at man kan komme til at brænde ud i branchen i hvert fald. Og jeg tror også, at især det her med at forny os selv og hele tiden lave noget nyt, er en slags flugt for netop ikke at brænde ud. Ellers tror jeg ret hurtigt, vi ville komme til at kede os rigtigt meget. Jeg vil også sige, at nu har vi kørt rimeligt hårdt på, med tre plader på seks-syv år, så vi begynder da også at komme til et punkt, hvor vi skal have en pause. På den anden side af sommeren skal der nok ikke skrives så mange sange.  

Okay, har der været perioder, hvor du har været helt tom for idéer?


- Det har jeg faktisk været enormt langsom til. Jeg hørte lige et Allan Olsen-interview forleden, og han har det præcis på samme måde. Det var egentlig meget betryggende, at en af Danmarks bedste sangskrivere også har det sådan med at skrive sange. Han og jeg keder os simpelthen utrolig meget med at skrive sange. Man skal virkelig lukke verden ude, og så sidder man bare der med sig selv i flere timer og roder oppe i sit hoved efter de rigtige ord. Det er jo en dræbende kedsommelig proces i sig selv. Men igen så er det også virkelig rart, når man så kommer ud igen på den anden side med noget på hånden.
Omvendt så har jeg faktisk også sat mig den målsætning, at jeg i år skal skrive 100 sangtekster. Normalt plejer jeg at skrive omkring otte om året, har jeg regnet mig frem til. Nu har jeg allerede skrevet de første 10 her i marts måned.

Nå, jamen så mangler du jo også kun 90 sange! I sammenhæng med det, du lige sagde om at skrive sange, så synger du også sangen "Lost In The Woods". Her reflekterer I over livets proces og påvirkninger fra barn til voksen og om de valg, man undervejs må tage - hvordan navigerer The Floor Is Made Of Lava selv rundt i "skoven"? Og har I fundet en ny sti i skoven?

- Jeg tror, vi har gennemgået en meget naturlig udvikling. Og som med så mange andre mennesker, bliver man ofte fragtet fra A til B i livets gang, og så udvikler man sig, men man prøver selvfølgelig også at præge udviklingen undervejs. Jeg tror, at det sangen ligesom handlede om for os er, at man lettere lader sig rive med af ting, når man er yngre. Jo ældre, man bliver, jo mere tryg, bliver man, og dermed tager man også flere sikre valg. Og en af mine største frygter er, at jeg bliver alt for sat i livet og bare tager den lette vej. Så sangen er også lidt en opsang til os selv.

I forbindelse med sangen "Harder Than You Think", hvad er så det sværeste, The Floor Is Made Of Lava har været igennem i løbet af jeres karriere?


- Åh ha… det tror jeg må være at bevare sulten. Man når også til et punkt, hvor man kan sige: "okay nu har vi lavet tre plader". Det er pissesjovt at være ude endelig og spille dem, men det sværeste er at skrive lortet. Der skal vi ligesom stå fire mennesker og slås i et år til halvandet, hvor vi går hinanden på nerverne, er uenige om alting, og må indgå interne kompromiser, som stadig også skal være noget, vi alle kan stå inde for.  Så det sværeste er helt klart at finde ud af, hvordan fire smage kan finde frem til et fælles udtryk – det kan godt være lidt af en kamp. Men når man så kommer ud, og spiller det live, er det enormt befriende at bare kunne give sig hen til musikken.

Elsk Danskheden og omfavn Janteloven


Med hensyn til "Howl At The Moon": Har du nogensinde følt, at du har råbt op om noget, hvor du ikke er blevet hørt?

- Ja det kan man vel godt sige. Jeg havde egentlig et ønske om at snakke om danskhed på den nye plade. Det finder jeg enormt relevant, fordi det er som om, Nik og Jay har nakkeskudt janteloven, hvilket jeg synes er vildt ærgerligt. Der er i det hele taget en ærgerlig dansk retorik omkring janteloven. Man kan fortolke den, som man vil. Jeg har valgt at fortolke den som om, man ikke skal tro, man har det bedre end andre mennesker, hvilket jeg synes er et ret sympatisk livsmotto, og så er det ret unikt for Danmark. Men nu er det blevet så betændt at tale om danskhed på grund af Dansk Folkeparti, og det er ærgerligt, at man ikke kan bevæge sig uden om danskheden uden, at man ser Kristian Thuelsen Dahl eller Pia Kjærsgaard danse rundt om et juletræ. Jeg synes, det er fjollet, at man ikke, som musiker fra Danmark, tager udgangspunkt  i, hvad for nogle værdier, vi har med herfra, nøjagtigt ligesom en countrymusiker fra USA gør. Det er ligesom om, at dansk musik er blevet identitetsløst, og at vi bare gerne vil lyde som Amerika eller England. Men ideen om danskheden for "Kids and Drunks" var der ikke rigtig nogen, som var med på. Så der var det lidt som at hyle mod månen.

Så der syntes du ikke rigtig, du kom igennem med din mission?

- Jo på en måde. "Kids and Drunks" er jo ikke et udtryk som findes på engelsk, men mere en udgave af "Danglish". Dermed en måde at gøre det endnu grimmere på, og især med danske øje bliver det altid lige en lille smule sjovere at gøre noget til "Danglish". Jeg er dog ikke helt sikker på, at englænderne eller amerikanerne vil kunne fange den.  

Okay nu i en helt anden boldgade: på jeres første album synger du "Do Your Little Sister" - Hvilken søster vil du vælge, og hvorfor?


- Haha, øhh… Der tror jeg hellere, at jeg må benytte mig af kærestekortet.

Fornuftigt.

- Ja, jeg må hellere holde mig fra alle søstre derude. Lige den sang blev også skrevet lige kort før, jeg fandt sammen med den kæreste, som jeg stadig er sammen med i dag. Så det er ikke blevet til så mange søstre, som sangen ellers varslede så flot.

Var sangen dengang tiltænkt en bestemt søster?

- Nej det er mere sådan en generel ting. Jeg har altid fundet det interessant at finde ting at synge om, som har et slags tabu omkring sig, og som man helst ikke må tænke højt. Det er virkelig sjovt, hvordan den sang har fundet et særligt liv. Folk kommer ligefrem hen efter koncerter og siger: "hold kæft mand, det er altså lidt vildt, men min bedste vens søster - hende har jeg bare lyst til at være sammen med". Jeg har aldrig nogensinde forstået dette tabu. Hvis man har en ven, som man synes er et af de bedste mennesker i verden, hvorfor skulle det så være så dårligt at parre ham op med søsteren – det er vel i virkeligheden det bedste match.  

En Ferrari fuld af skinker til Mor

Ja, det kan der være noget om. Hvis vi også lige skal smutte en tur tilbage til barndommen, så har I lavet sangen "Sailors, Cowboys & Indians". Hvad drømte du om som barn?

- Jeg ville bare gerne være fodboldspiller ligesom alle andre i udkants-Danmark. Og så drømte jeg om at købe en Ferrari til min mor og så fylde den op med skinker, haha - hvis sådan en bil altså har et bagagerum.  

Har musikerlivet så udløst en Ferrari til din mor?


- Nej desværre, det er blevet til en enkelt guldplade herhjemme, men der skal trods alt mere til, før jeg får råd til en Ferrari.

Er du tilfreds med det, du indtil videre har opnået?

- Ja, så absolut. Jeg synes, vi har opnået nogle ting, som har været på vores egne præmisser. Det er klart, at vi ikke er nogen Seebach eller Medina, men der har vi også nået til den erkendelse, at det bliver vi nok aldrig. Spørgsmålet er så også, om vi har lyst til at blive det. Man starter altid med nogle drømme, og så nedtoner man i takt med, at virkeligheden rammer én løbende. Jeg startede f.eks. med drømmen om at spille i AC Milan, køre rundt i en Ferrari og købe en kæmpe villa. Så bliver man ældre, og så drømmer man om at få råd til måske en BMW, men så bliver det langsomt til, at man måske stiller sig tilfreds med at opnå den her kunstneriske frihed, og der kommer pengene lidt i anden række. Det er nu ikke fordi, pengene nogensinde har været en motivationsfaktor for os. Men det ville jo være løgn at sige, at det ikke har været en del af drømmen. Med en ekstrem mængde penge følger jo også en frihed, og jeg tror, det er drømmen om den ultimative frihed, de fleste musikere drømmer om.

Sidste sang på jeres nye plade er "I'm A Man". Føler I, at I som band nu er fuldendt?


- Som sagt tror jeg, vi alle sammen i bandet frygter at blive alt for satte. Så derfor håber jeg virkelig ikke, at vi er fuldendte, og det mener jeg bestemt heller ikke. Der skal nok være nye områder for os at prøve grænser af med.

- Det er jo ikke fordi, vi som sådan prøver grænser af, sådan som When Saints Go Machine eller The Knife gør. Vi har nok altid bestræbt os på at ramme lige i midten mellem den såkaldte gode og dårlige smag. Hvor When Saints go Machine leverer den gode smag, som efter min personlige musiksmag er ret kedelig. Omvendt er der dem, som leverer den dårlige smag, ja lad os bare sige det højt: Rasmus Seebach. Det synes jeg også, er ret kedeligt at høre på - her føler jeg, det allersværeste er at ramme ned lige i midten af det. Hvilket jeg synes, vi er lykkedes ret godt med.  

I den sammenhæng har I lavet sangen "Place In The Sun". Har The Floor Is Made Of Lava fundet jeres plads i livet?

- Ehm. Ej, det bliver sgu ved med at regne lidt endnu. Men som sangen også handler om, så skal man nok nå til den lille solskinsplet før eller siden. Her skal man ikke forvente at blive for evigt, men i stedet nyde solen, mens den er der.

Sidste spørgsmål tager udgangspunkt i sangen "Make It Here". Nu har I fået et dansk gennembrud og er veletableret på den danske musikscene, og I har endda snuset lidt til udlandet - blandt andet som opvarmning for Oasis og AC/DC. Hvad er næste destination for Lava-drengene? Hvis I overhovedet drømmer om et udenlandsk gennembrud?  

- Ja, det er så spørgsmålet. Vi har aldrig rigtig haft de store ambitioner om at komme til udlandet. Det ville være superfedt, og vi ville rigtig gerne kunne spille året rundt, og så på et tidspunkt løber man måske tør her i lille Danmark. Det ville bare være fedt at have nogle flere lande at spille i. Nogle bands har fokuseret mere på udlandet, men der har vi egentlig altid haft det sådan, at hvis udlandet kalder og står klar, så vil vi også gerne spille, men det er ikke noget, vi går ned over, hvis udlandet ikke går på røven over os. Der er hård konkurrence, og det klager vi ikke over.

Find billetter til The Floor Is Made Of Lava via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA