Nyhed

Rock and Roll Hall of Fame har optaget nye kunstnere

Blandt andre Public Enemy og Rush er kommet med i den prestigefyldte klub

Torsdag aften fandt den årlige optagelse af nye kunstnere i det prestigefyldte Rock and Roll Hall of Fame sted i Nokia Theatre i Los Angeles. For at blive optaget skal der være gået mindst 25 år, siden ens første udgivelse udkom, og man skal have haft betydelig indflydelse i musikverdenen.

Årets nyoptagne kunstnere var hiphop-gruppen Public Enemy (billedet), prog-rock-trioen Rush, singer-songwriteren Randy Newman, produceren Lou Adler, den afdøde bluesguitarist Albert King, den ligeledes afdøde sangerinde Donna Summer, producerveteranen Quincy Jones, som for nylig fyldte 80, og rockgruppen Heart.

Ved showet var der ifølge Rolling Stone musikalske optrædener ved Jackson Browne, Tom Pretty, John Fogerty og Randy Newman, der havde dannet et band til lejligheden, Dave Grohl og Taylor Hawkins fra Foo Fighters, John Mayer og Gary Clark Jr., Jennifer Hudson, Heart med gæster i form af Mike McCready og Jerry Cantrell fra henholdsvis Pearl Jam og Alice In Chains, Rush med Dave Grohl og Taylor Hawkins som gæster og en afsluttende jam med blandt andre Rush og Chuck D og Flavor Flav fra Public Enemy.


Don Henley indviede Randy Newman, komikerne Cheech & Chong indviede Lou Adler, John Mayer indviede Albert King, Kelly Rowland indviede Donna Summer, Oprah Winfrey indviede Quincy Jones, Harry Belafonte indviede Public Enemy, Chris Cornell indviede Heart, og Dave Grohl indviede Rush.

De optagne udvælges af et internationalt panel af branchefolk. Selve Rock and Roll Hall of Fame and Musuem ligger i Cleveland, Ohio.

 


ANNONCE