Nyhed

Macklemore & Ryan Lewis gæster Danmark

Den amerikanske hiphop-duo besøger landet til efteråret

Den amerikanske hiphop-duo Macklemore & Ryan Lewis har fået et verdenshit med "Thrift Shop", som har toppet hitlisten i både USA, England, Danmark og mange andre lande. Nu gæster de Danmark, nærmere betegnet Tap1 i København tirsdag den 1. oktober.

Før "Thrift Shop" udkom, udgav Macklemore med det borgerlige navn Ben Haggerty selv sin musik, og siden år 2000 har han udgivet et album, tre ep'er og et mixtape på et lille pladeselskab og fået et vist kultpublikum. Gennembruddet kom dog først, da Macklemore allierede sig med producer Ryan Lewis og udgav singlen "Thrift Shop" i efteråret 2012. I august 2012 udgav de to deres fælles debutalbum "The Heist".

Macklemore & Ryan Lewis havde deres danske livedebut på Roskilde Festival 2012, og efterfølgende fyldte de Lille Vega i september måned.


GAFFAs anmelder Maria Therese Seefeldt Stæhr tildelte albummet "The Heist" fire stjerner og skrev blandt andet:

"Albummet har ikke så få gæster, og det betyder, at man som lytter bliver hevet lidt rundt i manegen til både det bløde, det hårde, det poppede og det funky (og instrumentale). Heldigvis er Macklemore så erfaren, at han formår at holde fast i sin egen lyd og stil, uanset hvem der er med på tracket, og resultatet bliver et billede af, hvordan han og Ryan Lewis kan lege med musikken."
 
Billetsalget starter torsdag 25. april kl. 10:00 gennem livenation.dk, via billetnet.dk, telefon 70 15 65 65 samt på posthuse.

ANNONCE