Seksstjernet anmeldelse af tourpremieren i Århus
Billede: Morten Larsen
I aftes indledte det originale Århus-orkester Under Byen deres mini-Danmarksturné oven på udsendelsen af deres tredje album "Samme Stof Som Stof" i sidste måned. Tourpremieren fandt sted på et udsolgt VoxHall i hjembyen, og oven på de langstilkede anmelderroser til "Samme Stof Som Stof" og et ganske pænt salg af den ellers kompromisløse plade var forventningerne tårnhøje. Men de blev så absolut indfriet ved en koncert, hvor Under Byen som noget nyt havde taget bagtæppe-videografik i brug i bedste Mew-stil.
Under Byen leverede nemlig et "veritabelt lyd- og billedorgie for det skiftevis andægtigt lyttende og begejstret applauderende publikum. Som vanligt perfekt sammenspillet, som vanligt uden et ord til publikum (men bandet var tydeligvis glade) og helt igennem med musik og grafik tæt synkroniseret, men uden at virke det mindste stift", som der blandt andet står i den seksstjernede anmeldelse.
Under Byen kan i denne omgang opleves på Studenterhuset, Aalborg i aften, den 7. april, og 8. april i Store Vega i København.