Nyhed

Den Sorte Skole udgiver Lektion #3 til download

For et valgfrit beløb kan det nye album blive dit

Efter en albumpause på fem år er den danske dj-gruppe Den Sorte Skole tilbage med deres tredje udgivelse med titlen "Lektion #3". 

I mere end to år har Den Sorte Skole "klippet og klistret" sig gennem tusindvis af gamle vinylplader fra alle afkroge af verden. Men da bandet ikke har de fulde rettigheder over de samples som benyttes, kan de ikke udgive albummet på iTunes, Spotify og så videre, og dermed heller ikke få nogle royalties for deres arbejde.

Derfor har Den Sorte Skole valgt at udgive "Lektion #3" på deres egen hjemmeside, hvor du frit kan downloade albummet og donere det beløb til gruppen, som du nu har lyst til. 


Den Sorte Skole har tidligere fortalt, at det nye album vil være et møde mellem fransk elektronika, libanesisk surf og guitarriffs fra Mali, mens feltoptagelser af tibetanske munke går hånd i hånd med tysk industrial og amerikansk psykedelisk rock.

Gruppen brød igennem, da de udsendte "Lektion #1" i 2006, som består af i alt 74 plader, som er parret sammen ved hjælp af 4 decks og 3 mixere på 57 minutter. 

Du kan downloade og donere "Lektion #3" lige her.


ANNONCE