x

Boganmeldelse: John Taylor - Kærlighed, død og Duran Duran

Boganmeldelse: John Taylor - Kærlighed, død og Duran Duran

Alene den almenmenneskelige dannelsesdimension gør, at det faktisk er de færreste stjerne-selvbiografier, som er ganske uinteressante – uanset om man nu er fan eller ej af hovedpersonen.

Sagt på en anden måde: Har man levet et liv i den berømte overhalingsbane, kan det næsten ikke undgå at generere en vis underholdningsværdi, og har man oven i købet været i stand til at reflektere lidt over hele cirkuset undervejs eller efterfølgende bliver det kun bedre.

Undertegnede har aldrig været voldsomt optaget af de britiske succesdrenge Duran Durans glittede univers, og trods deres imponerende salgstal i velmagtsdagene, fremstår deres oeuvre efter min bedste opfattelse som mindre end uomgængelige bidrag til pop-kanonen. 

Det er dog ingen hindring for slet at ret at læse bandgrundlægger og bassist John Taylors selvbiografi som en fortælling om et menneske og hans tid – her: Fra teenageliv i Birmingham i halvfjerdserne, omkring firsernes musikmiljø og mere overordnede kulturelle klima, suset af succes og så stofferne, tomheden, parforholdet med den danske topmodel Renee Toft Simonsen med videre.

Terapi og overflade

Bogens første tredjedel opruller en historie, som bag chiffon, pvc og lipgloss i grunden er ganske parallel med mange andre musikere eller bands in spe: Den misforståede teenagers vej til succes og anerkendelse gennem lige dele held, talent, benarbejde og væren-det-rigtige-sted-på-det-rigtige-tidspunkt.

I teenageren Taylors tilfælde står den ved udgangen af halvfjerdserne på pjæk fra skolen, efterfølgende afbrudte kunststudier (i traditionen fra John Lennon, red.) og et par tolerante forældre, som giver grønt lys for at give musikken en chance et par år.

Det skal som bekendt vise sig at være en fornuftig disposition, for fra tjansen som husorkester på den lokale Birmingham-klub The Rum Runner eksploderer populariteten i firsernes første halvdel, efter bandet har fundet sin faste form med Simon Le Bon i front og Andy Taylor på guitar. 

Vi er med, da pladekontrakten med EMI falder på plads, på bandets turné som opvarmningsnavn for Hazel O'Connor i 1980, omkring udgivelsen af det eponyme debutalbum i '81 og den første USA-tur og videre til de Beatlemania-reminscente tilstande, da bandets glittede udtryk rammer rent ind i periodens overfladefikserede ungdomskultur.

Taylor har kaldt arbejdet med bogen "terapeutisk", og kommer da også behørigt omkring medaljens bagside efterhånden, som historien skrider frem. Samtidig har bogen dog også et relativt stort fokus på netop overfladerne – og spejler således i sin form i en vis forstand det miljø, den beskriver.

Eklektisk og vildt

Mode spillede fra starten en væsentlig rolle for et band, som siden samarbejdede med folk som Vivienne Westwood og Giorgio Armani. Således også her i bogen, hvor det ikke virker malplaceret når Taylor kommer med beskrivelser som følgende:

"Når jeg ser bileder fra den første koncert slår det mig, hvor eklektisk og vildt det hele var. Et billede forestiller en Rum Runner-gæst, en pige i balkjole uden ryg og kronraget hoved, bortset fra en lille japansk knold på toppen. Hendes ansigt er hvidt, bortset fra rouge krigsmaling langs kindbenene og hendes mørke øjne. To tråde af fint flettet hår går ned fra knolden og ned over hendes øjne og ansigt, som er de limet på. Helt almindeligt for en tirsdag aften i 1980. Alle havde farvet, opsat eller raget deres hår. De fleste gik med make-up. Det var en modemæssig gråzone mellem punk, goth og asymmetriske rester fra fyrrerne, der tilsammen ville komme til at definere de næste par års populærkulturelle stil."

På samme vis følger vi med vor fortællers blik tidens musikalske udviklinger, idet han først forsager etablerede mastodonter som The Who  og Genesis, siden begejstret følger navne som Roxy Music, Bowie og Blondie og endelig finder sin egen prominente plads på tidens popscenen side om side med åndsbeslægtede acts som Adam & The Ants og Spandau Ballet.

Altsammen efter at punken er kommet og gået igen med navne som Sex Pistols og The Clash, som begge besøger stamstedet Barbarella's i Taylors formative år. Det er inden Berrows-brødrene, som ejer Rum Runner, påtager sig en afgørende mentor- og management-rolle for de stålsatte knægte. For drengene synes tidligt sikre på, at de vil og skal drive det vidt:

"Nu, mens Birminghams mørke gader susede forbi udenfor taxaen, fastlagde vi et dristigt mål for vores band, der indtil videre kun havde skrevet ti sange: Vi ville være hovednavn på Hammersmith Odeon i 1982, på Wembley i 1983 og på Madison Square Garden i New York i 1984. det virkede helt realistisk."

Det bordeauxfarvede hjørne

I denne sammenhæng er det også bemærkelsesværdigt, hvor bevidste det unge band tidligt synes at være om selve forretningsdelen og det visuelle udtryks betydning:

Her er de enkelte bandmedlemmer tilsyneladende mindre væsentlige end selve produktet Duran Duran, som iøvrigt henter sit navn fra den onde doktor Durand Durand i Roger Vadims sicence fiction-film Barbarella (der gav navn til førnævnte Birmingham-klub). Som Taylor skriver et sted: 

"Musikalske uoverensstemmelser mellem sanger og manager? En af dem måtte ud. Det skulle ikke være Paul (Berrows, red.). Vi kunne finde en anden sanger, men managere som Paul møder man kun én gang i livet. Vi holdt fast i Paul, og Jeff røg ud. Nu skulle vi finde både en sanger og guitarist. Men det føltes ikke så skræmmende."

Siden følger den velkendte cocktail af massiv succes, misbrugsproblemer, depression og så altså forholdet til Renee Toft Simonsen, som man selv må læse bogen for at høre mere om. Herfra skal det blot konstateres, at John Taylors selvbiografi er præget af et modent overblik og slet ikke dårligt skrevet – og så er den det helt rette sted at gå ombord, hvis man vil vide mere om firsernes ekstravagante hårmode:

"Det var en fantastisk tid for hårfarve; Crazy Color og Manic Panic-mærkerne var blevet lanceret året forinden og havde helt afgjort hjulpet os med at definere vores look. Simon var ikke længere lyshåret, men brunhåret, hvilket åbnede mulighed for at Nic kunne blive totalt blond. Andy banede vejen for det tofarvede stinkdyrs-look, som Kajagoogoos Limahl senere gjorde så populært. Roger puttede blåt i sit sorte hår. Jeg fandt mig til rette i det bordeaux-farvede hjørne."

(John Taylor: Kærlighed, død og Duran Duran. Oversat af Rasmus Hastrup. Forlaget Turbulenz 2013, 395 sider, illustreret)

(Bedømmelse: Fire af seks stjerner)

John Taylor: Kærlighed, død og Duran Duran. Oversat af Rasmus Hastrup. Forlaget Turbulenz 2013, 395 sider, illustreret.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA