Nyhed

Fredagsrock Festival afslører programmet

Endagsfestivalen er klar med 32 navne

For andet år i træk afholder Tivoli sin egen endagsfestival, Fredagsrock Festival. Festivalen løber af stablen fredag den 10. maj og er i år udvidet med to nye scener. I alt spiller 32 bands og solister, hvor der er tale om både etablerede nordiske navne, samt nye upcoming navne.

De to rockbands Veto og The Floor Is Made Of Lava (billedet) kuraterer forlystelsen Skærsilden, som til anledningen er forvandlet til en scene. De to bands giver dermed deres bud på, hvad man skal holde øje med fremover. På denne scene kan man opleve The Awesome Wells, Broke, Beastie Respond og The Youth, foruden de to bands selv.

Programchef Rune Erbs Ledet fortæller i en pressemeddelelse om Fredagsrock Festival 2013:


"Vi ønsker at bidrage og tage medansvar for udviklingen af vækstlaget i dansk musikliv. Genrerne spænder bredt, men fælles for flertallet af de bands, der spiller til Fredagsrock Festival er, at de har et kommercielt eller kunstnerisk potentiale. I år har vi stor fokus på festivalens seks scener, som hver især stiller krav til både band og publikum. Det konventionelle festival set-up trænger i den grad til at blive udfordret, og der tror jeg, at Fredagsrock Festival kan gøre en forskel".

Blandt de mere etablerede navne finder man blandt andre Barbara Moleko, The Broken Beats, Djämes Braun, Bottled In England og Stoffer & Maskinen. Herudover kan man blandt andre opleve: Freja Kirk, Benjamin Kissi, 4 Guys From The Future, Schultz and Forever, Mother Lewinsky og Baby In Vain.

Se hele programmet samt spillesteder og tider på Tivolis hjemmeside.


ANNONCE