Vi har mødt den storsælgende, NorthSide-aktuelle Las Vegas-gruppe
I fire år har de spillet sammen – Imagine Dragons. Bandet fra Las Vegas, der er på manges læber i disse tider – og i det sidste år flere læber end nogensinde. De er for alvor ved at slå igennem ovre på "den anden side af søen" med især nummeret It's Time, der har taget en stor del af den amerikanske befolkning med storm – og som hastigt nærmer sig vores breddegrader. Den har ligget i top 20 i USA i flere uger i det forgangne år, og de udgiver nu også deres debutalbum, Night Visions, hvor blandt andet It's Time kan findes, i Danmark. Det udkom i USA i september 2012.
Den organisk-syntetiske symbiose
Imagine Dragons blev dannet i Las Vegas og dennes overdimensionerede kasinoer, hvor de i lang tid levede af at spille en blanding af deres egne numre og kopimusik, før de for alvor vendte sig mod deres eget materiale. Dan Reynolds kontaktede guitarist Wayne Sermon igennem en ven, da han gerne ville stifte et nyt band. De mødte hinanden og blev enige om, at de skulle ringe til de to resterende medlemmer, som Sermon havde gået på den prestigefyldte Berklee School Of Music med. De fløj til Las Vegas, og bandet blev dannet. Reynolds fortæller overfor GAFFA, at de i løbet af den første uge lavede seks sange. Det var intenst. Siden da har de ikke set sig tilbage, for som han siger, så har speederen været i bund fra start med det her projekt.
– Led Zeppelin, The Beatles, Muse, Arcade Fire, MGMT, Daft Punk – er nogle bands, som vi virkelig lytter til og ser op til. Derudover havde vi en overordnet idé omkring, at vi kunne lide rytmisk forankrede storslåede stadionrock-synth sange. Vi ville bringe den organiske verden sammen med den syntetiske verden.
Kreative nætter
Kvartettens musikalske output er blandt andet blevet sammenlignet med stadionrockere som The Killers og Coldplay, mens de dog tydeligt står ud med især forsanger Dan Reynolds slagkraftige vokal og deres ofte atypiske instrumentering. På hitsinglen It's Time er det fængende hook blandt andet udgjort af en mandolin, og det er der flere eksempler på, på deres debutalbum, der kommer efter fire foregående EP'er.
– Mange af de sange vi skriver, skriver vi om natten. Vores guitarist lider af klinisk søvnløshed, så han er nogle gange vågen i seks dage i træk, og det er der, han skriver sine bedste sange. Når jeg skriver, foregår det også om natten. Mange af mine tekster kommer fra drømme eller mareridt, som jeg har haft – forskellige følelser, der kommer om natten. Det var en del af grunden til, at vi valgte Night Visions som det overordnede tema. Mange af sangene har også et mørkere aspekt, hvor der samtidig er lysende glimt. Vi ville have, at det skulle være en følelsesmæssig rutsjebanetur, når folk lyttede til albummet, fortæller forsangeren.
Hvordan har det været, at se jeres hårde arbejde begynde at kaste noget af sig?
– Det er fuldstændig surrealistisk. Jeg kan ikke forklare, hvor fedt det er som kunstner, når man virkelig har arbejdet målrettet med noget i fire år. Vi har spillet virkelig mange shows, der var tomme shows. Vi har haft perioder, hvor vi har forsøgt at lokke folk til vores shows og levet af bønne-burritos. Det er først det sidste år, at vi har oplevet sneboldseffekten, hvor alt virkelig har taget hurtigt ved, uddyber Reynolds, og slutter eftertænksomt:
– Men for os føles det som en fire år lang organisk vækst. Det, synes jeg, er vigtigt, for musikere at gå igennem. Det ville ikke have fungeret for os, hvis vi eksploderede fra den ene dag til den anden. Jeg ved ikke, om vi ville have været klar til det. Det var godt, at vi kunne forberede os i fire år, hvor vi har kunne vokse sammen – både som musikere og som venner.
Imagine Dragons giver koncert på årets NorthSide Festival 15. juni.
HVEM:
Dan Reynolds (lead-vokal)
Wayne Sermon (guitar)
Ben McKee (bas)
Daniel Platzman (trommeslager)
HVAD:
– Vi er meget glade for perkussion, da jeg var trommeslager, før jeg blev sanger. Vores sange er derfor meget rytmisk baserede, og i vores kerne er vi et rockband. Vi kan godt lide at forene den rå energi fra et rockband med mere syntetiske elementer. Vi forsøger at bringe de to verdener sammen. Det er blandt andet blevet beskrevet som anthemic rock eller indie rock. Men grundlæggende er det perkussionbaseret musik med en fejende guitarmelodi og vokal på, beskriver forsanger Dan Reynolds.
HVOR:
Bandet startede i Las Vegas, men forsanger Dan Reynolds er den eneste af de fire medlemmer, der er født og opvokset der. Resten af medlemmerne gik på den prestigefyldte Berklee School Of Music i Boston, før de flyttede til Las Vegas, efter at Reynolds inviterede dem til at starte et band.