Nyhed

Janet Jackson i gode producer-hænder

Dupri, Jam og Lewis drejer knapper på sangsildens kommende ”20 Years Old”

Efter hendes navn i nogen tid primært har vækket associationer til en penibel ”wardrobe malfunction”, tørster Janet Jackson efter for alvor at markere sig som sangerinde igen. ”20 Years Old” lyder den foreløbige titel på hendes kommende album nummer otte, og sangerinden har samlet et sandt dream team af r&b-producere omkring sig i jagten på den sikre succes.

Jermaine ”JD” Dupri og duoen Jimmy ”Jam” Harris og Terry Lewis har tilsammen drejet knapper for alle fra Alicia Keys og Mary J. Blige til Gwen Stefani og Whitney Houston. De har sammenlagt vundet fem amerikanske grammyer og været nomineret til hele 31. Med andre ord er de fuldt leveringsdygtige i det stof, hits er gjort er – eller har i hvert fald været det indtil nu.

Dupri selv er ikke bleg for at udstede garantier:
- Verden har ingen anelse om, hvad den er på vej til at opleve. Janet har fået den bedste producer-trio, man overhovedet kunne forestille sig, og vi vil levere varen – det garanterer jeg! lyder den selvsikre melding fra executive producerens base i Atlanta, Georgia.


ANNONCE