x

Peaches: “Roskilde Festival booker for få kvinder”

Peaches: “Roskilde Festival booker for få kvinder”

Når programmet for årets Roskilde Festival bliver afsløret, er der sædvanligvis en hel del forskellige holdninger til de valgte bookinger. Både positive og negative. Således også for nylig, hvor de sociale medier svømmede over med kommentarer. 

Én af dem var den canadiske musiker og kønsprovokatør Peaches, der havde en ny vinkel på sagen. På Twitter skrev hun:

"Roskilde Festival 2013. 138 ARTIST. 11 WOMEN, 21 MIXED, 106 MEN". Selvom Peaches fortæller, at det ikke var en direkte kritik af festivalen, har hun dog et tydeligt budskab, hun gerne vil ud med:

"Nej, jeg er mere ude efter dialog. Hvis fejl er det, at der ikke er nok kvinder? Jeg læste en liste over de 100 største dj's i et dj-blad, og der var ikke én kvinde. Jeg spurgte bladet hvorfor, og de svarede, at det var læserne, der havde stemt. Men hvad fodrer de deres læsere med?, spørger Peaches lettere retorisk, i et interview med Politiken.

Avisen har taget hende på ordet og lavet en optælling af mandlige, kvindelige og blandede musiknavne på de største danske festivaler, som ud over Roskilde Festival tæller Northside og Smukfest. Alle tre har i høj grad de mandlige artister overrepræsenteret på deres programmer. Således er der 6 kvindelige solister/kvindegrupper på NorthSide og 31 mandlige solister/mandegrupper samt 4 med blandet besætning og 12 kvinder/kvindegrupper på Smukfest mod 64 mandegrupper/mandesolister og 12 med blandet besætning. 

Skævvridningen i musikbranchen blev allerede for halvandet år siden slået fast i rapporten "Kønsbalancen i rytmisk musik", hvor det blev slået fast, at kvinder er stærkt underrepræsenterede i alle hjørner af rytmisk musik. Det bakker Kulturministeriets musikhandlingsplan fra 2012 op om, en rapport der problematiserer, at der kun er omkring 20 procent kvinder blandt de udøvende rytmiske musikere.

Ifølge festivalerne selv er der ikke tale om en favorisering af køn, når de booker bands. Men hvis man vender tilbage til Peaches' kommentar, kan man jo spørge om hvor ansvaret ligger?

Roskilde Festival har projekter for bæredygtighed, genbrug og minoriteter. Kunne man så ikke forestille sig, at festivalen også gik aktivt ind i kampen for ligestilling i musikken? Det spørger Politiken Rikke Øxner fra Roskilde Festival om, og det har hun et kontant svar på:

"Så kunne man også spørge, hvor er de homoseksuelle henne? Eller hvorfor er alle musikerne hvide? Vi har jo heller ikke delt verdensmusikken op i en procentsats, der svarer til verdens befolkning. Hvis vi begynder at lave kvoter eller positiv særbehandling, så er vi ikke seriøse på musikkens præmisser." 

Hvad mener du? Mangler der kvindelige rollemodeller i musikbranchen? Skal vi til at have rene kvindescener på festivalerne? Eller er der tale om en misforståelse i hele debatten?


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA