Nyhed

The Doors lancerer ny hjemmeside

De overlevende medlemmer har åbnet en virtuel guldgrube for fans

Det er som bekendt mere end fyrre år siden, The Doors' karismatiske forsanger Jim Morrisson endte livet i et badekar i Paris - hvilket naturligvis ikke har forhindret fortsat interesse i den unikke rockgruppe. Og nu har de overlevende medlemmer just offentliggjort en ny og omfattende hjemmeside, hvor man blandt andet kan finde en komplet liste over alle gruppens koncerter, inklusive sætlister, notater, lydklip med videre. Hertil kommer et nyt fanforum, fotogallerier og videoklip. Bandets organist Ray Manzarek udtaler i forbindelse med lanceringen, her citeret fra Uncut:

"Alt, hvad du ønsker at vide, findes her. Det, du gerne vil se, er her. Ønsker du at kommunikere? Så er det her. Vil du deltage i samtaler? Her. Vil du være intellektuel? Så slut dig til os på den nye side. Vil du købe noget, jamen så har vi det sgu da. Det her er så godt skruet sammen, jeg er vild med det. Håber, du også vil blive det". Den hedengangne gruppes trommeslager, John Densmore, supplerer:

"Jeg er stolt af det band, jeg har været med i gennem så mange år og stolt over, at vores tilstedeværelse på internettet nu matcher de fire fyre fra Venice, Caiforniens, langtidsholdbarhed. Hver ny generation får mulighed for at se os gennem den seneste cyber-linse, som repræsenterer deres tid. Nyd det!"


The Doors udgav seks studeplader i perioden 1967-71 og yderligere to efter Jim Morrisons død. Siden er det - naturligvis - blevet til en række posthume udgivelser. Seneste skud på stammen er dvd-udgivelsen af gruppens legendariske koncert i Hollywood Bowl i 1968, ligesom vi sidste år fik en fin dokumentarfilm om bandets svanesang "L.A. Woman".

Besøg The Doors nye hjemmeside her.

 


ANNONCE