Nyhed

Stoffer dræbte Kris Kross-stjerne

Politiet oplyser, at dødsfaldet nu efterforskes som en overdosis

I går indløb nyheden om rapperen Chris "Mac Daddy" Kellys død i en alder af blot 34 år - og nu har politiet offentliggjort detaljer om dødsfaldet, skriver Gigwise. Chris Kelly udgjorde den ene halvdel af duoen Kris Kross, som gjorde sig bemærket med omvendt tøj og hittet "Jump" i begyndelsen af halvfemserne.

Kelly blev erklæret død onsdag, efter at være blevet fundet bevidstløs i sit hjem i Georgia, og nu har Fulton County Police oplyst, at sagen behandles som en overdosis af narkotika.

Den amerikanske hjemmeside TMZ hævder at være i besiddelse af en politirapport, der tilskriver Kellys død en blanding af kokain og heroin.


I en erklæring fra Kellys familie hedder det blandt andet: "Det er med dyb sorg at vi må meddele, at vores kære Chris Kelly døde 1. maj. For millioner af fans verden over var han den trend-sættende, bukserne-omvendt-på-halvdel af Kris Kross. men for os var han bare Chris - det venlige, gavmilde og sjove midtpunkt i festen".

ANNONCE