Tom Smith & Co. er klar med forløberen til deres fjerde studiealbum
I går aftes løftede engelske Editors sløret for en ny single på Zane Lowes BBC Radio 1-program, "Hottest Record In The World". Der er tale om sangen "A Ton Of Love", som er taget fra bandets fjerde studiealbum med titlen "The Weight Of Your Love", der udkommer den 1. juli verden over. Editors er ligeledes klar med en spritny video til singlen, og den kan du se nedenfor.
Det nye album følger op på "In This Light And On This Evening" fra 2009, som GAFFA's anmelder Erik Barkman under overskriften "Post-punkere går nye veje på synth-domineret treer" gav fire stjerner.
Siden dette tredje album er der sket lidt omrokeringer i Editors. Guitarist Chris Urbanowicz forlod sidste år bandet, og ind er i stedet kommet de to nye medlemmer Justin Lockey og Elliott Williams. Også lydmæssigt er der eftersigende sket lidt, og albummet er stort set indspillet live. Editors-frontmand Tom Smith beskriver "The Weight Of Your Love" som "havende en fod i den der alt-rock / Americana-verden" og som "at føle sig urørlig til tider". Albummet er indspillet i Blackbird Studio i Nashville med producer Jacquire King (Tom Waits, Norah Jones, Kings Of Leon) og er mikset af Craig Silvey (Arctic Monkeys, Arcade Fire, Bon Iver).
Editors spiller hen over sommeren en række højtprofilerede festivaler som Glastonbury, Reading og Leeds. De lægger også vejen forbi Danmark, og det sker den 28. juni, hvor de giver koncert i Tivoli. Billetter til denne koncert kan du finde via GAFFA live.