Hør Bikstok Røgsystems nye single

Hør Bikstok Røgsystems nye single

Efter otte års musikalsk pause er 2013 året, hvor de danke dancehall-konger Bikstok Røgsystem endelig udgiver nyt. I første omgang i form af singlen "Delerium", der netop er blevet udvalgt som P3's Uundgåelige. 

Bikstok, der består af Pharfar, Eagger og Blæs Bukki, blev dannet under sloganet "Kør røgstil" og introducerede danskerne til hits som "Cigar" og DK's Koner". Nu har de tre herrer lagt den søde røg lidt på hylden, men trods en mere voksen approach til sangskrivningen handler "Delerium" stadig om vilde drukture, stress og søvnløshed. 

Da Bikstok Røgsystem udgav deres debutalbum "Over Stok Og Sten" i 2005, ramte de ned i et tomt hul på den daværende danske musikscene. Som GAFFAs anmelder Morten Schwarz Lausten skrev i sin seks-stjernede anmeldelse, havde Bikstok "for første gang herhjemme vovet at tage den hårdtpumpede, jamaicanske dancehall-lyd og tilsat dansksprogede rim, rap og raggamuffin."

I dag ser dancehall-landskabet i dansk musik helt anderledes ud, hvor blandt andre Sukker Lyn, Klumben & Raske Penge og ikke mindst EaggerStunn selv har spyttet hits ud i en lind strøm de sidste par år. 

Den situation har Bikstok-drengene dog umiddelbart styr på:

"Den danske reggaescene er jo gået amok i mellemtiden. Så tænker vi, at måske skal man ikke lave supermeget firser-digital dancehall lige nu, for det er det, mange gør", fortæller Blæs Bukki til P3 og giver deres kommende plade denne kryptiske karakteristik i ånd med Bikstok Røgsystem:

"Det bliver det samme, men på en ny måde."

Hør den nye single via Spotify her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA