Nyhed

Grøn Koncert fuldender programmet

Det sidste band er nu på plads til årets grønne koncerter

Grøn Koncert har netop offentliggjort det sidste navn på plakaten, der fuldender årets program. Det drejer sig om Danmarks shooting star Lukas Graham, der gennem de sidste par måneder har været ét af de mest ønskede navne på Grøn Koncerts sociale medier. 

Det forholdsvis nyetablerede band, der debuterede sidste år med deres selvbetitlede album, havde allerede inden debutudgivelsen opnået enorm succes med deres hjemmeproducerede YouTube-videoer til kæmpehittene "Drunk In The Morning" og "Criminal Minds". Efterfølgende er samtlige af deres singleudspil gået platin, hvilket må siges at være en imponerende bedrift.

Nu er det fremadstormende band klar til at indtage den grønne karavane med med deres soulede ghettopop og sætter derved det sidste punktum for offentliggørelserne til dette års Grøn Koncert.


Forsanger Lukas Graham Forchhammer er opvokset på Christiania og har et helt personligt og meget nært forhold til mangfoldighed og plads til forskelle:

"Jeg har sådan et forhold til mangfoldighed, at faktum er, om man kan lide det eller ej, så er vi her alle sammen. Det er ligesom step one. Og jeg synes personligt, at når vi nu alle sammen er her, så skal vi få det bedste ud af det. Jeg tror, det bliver festligt, sjovt og hyggeligt at være med", udtaler han.

Det endelige program for Grøn Koncert 2013 ser således ud:
Nik & Jay
Magtens Korridorer
Mads Langer
Carpark North
Medina
Kato
Donkey Sound feat. Wafande, Shaka Loveless, Klumben og Raske Penge
Lukas Graham


Lyt til GAFFAs Grøn Koncert-playliste her.

Billetsalget er allerede i gang via www.groenkoncert.dk, og på mandag den 13. maj åbnes der tillige for billetsalget i Føtex og Bilka i hele landet.

ANNONCE