x

Roskilde Festival tilføjer tre navne

Roskilde Festival tilføjer tre navne

I dag kan Roskilde Festival løfte sløret for tre nye navne. Der er tale om Chase & Status, Kenton Slash Demon og Om Unit.

Drum'n'bass- og dubstep-duoen Chase & Status besøger igen Roskilde Festival. Sidst de besøgte festivalen i 2011 spillede de for et propfyldt Cosmopol-telt, og denne gang indtager de Orange Scene. Chase & Status debuterede tilbage i 2003 med den dobbelte A-side-single "Like This / "Blindside". Herefter fulgte en hel stribe singler, inden de fik noget af et gennembrud i hjemlandet 2007 med den dobbelte A-side-single "Hurt You" / "Sell Me Your Soul", der blandt andet toppede den britiske dance-chart. I 2008 udgav de debutalbummet "More Than Alot", og i begyndelsen af 2011 fulgte de det op med albummet "No More Idols". Chase & Status har ligeledes arbejdet som producere og remixere og har blandt andet produceret for Rihanna og Alexandra Burke og remixet navne som Jay-Z, The Prodigy og Nneka.

Festivalen føjer også danske Kenton Slash Demon til programmet. Bag navnet gemmer sig Jonas Kenton og Silas Moldenhawer fra When Saint Go Machine. Claes Roepstorrf, ansvarlig for de elektroniske navne på Roskilde Festival, udtaler om Kenton Slash Demon:

"Kenton Slash Demon har allerede bevist deres værd, så vi kunne sagtens have booket dem tidligere. Men nogle gange forelsker man sig bare i det, der har været lige foran en i lang tid".

Sidste navn på dagens offentliggørelse er den engelske elektroniske musiker og dj Om Unit. Bag navnet gemmer sig Jim Coles, der i 1990'erne som teenager forelskede sig i den elektroniske musikscene. I sin musik finder han inspiration i og trækker på forskellige genrer som dubstep, instrumental hip hop og jungle.

Billetsalget til årets Roskilde Festival er i fuld gang, og du kan finde billetter via GAFFA Live. Er du medlem af GAFFA Plus Guld, kan du i øvrigt købe billet med 191 kroners rabat. Læs mere her.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA