Nyhed

The Smashing Pumpkins tilbage

Chicago-grunge-rock-bandet har officielt meddelt deres tilbagevenden, men hvem de udsplattende græskar præcist består af, vides ikke.

Siden fredag er der kommet en del henvendelser via mail til GAFFA-redaktionen angående Smashing Pumpkins' gendannelse - eller hvad det nu er, der sker. Venlige sjæle og begejstrede fans tipper dermed GAFFA.dk om nyheden, hvilket vi altid er glade for. Og det er ikke, fordi vi ignorerer nyt fra Chicago-bandet, men vi har tøvet lidt, da der kun foreligger meget sparsom information at supplere nyheden med.

Men her er nyheden i kort udgave alligevel, da der ikke er kommet mere information hen over weekenden: Bandets officielle hjemmeside skriver: ”Det er officielt, The Smashing Pumpkins er lige nu ved at skrive sange til et kommende album, deres første siden 2000. Ingen udgivelsesdato endnu i udsigt, men bandet planlægger at begynde indspilningerne denne sommer.”

Det var det. Derudover står der intet på smashingpumpkins.com. Der er ingen knapper, der fører en videre på hjemmesiden. Ingen anden information overhovedet. Selv skrifttypen, hvormed nyheden er skrevet, er lysegrå på hvid baggrund og kan næsten ikke læses. Det hele virker meget hemmeligt. Hvem Smashing Pumpkins består af i ny gendannet form, vides dermed ikke. Den information ville ellers bestemt være endnu en nyhedshistorie værdigt, men mon ikke Billy Corgans (billedet) nasale og højt pitchede vokal stadig er i front. Derimod kan vi kun gisne om, hvorvidt også James Iha og D'arcy Wretsky er at finde på det kommende line-up. GAFFA.dk's agenter skal nok afsløre hemmelighederne, når det bliver muligt. Stay tuned...


ANNONCE