x

Hør nyt Mew-nummer

Hør nyt Mew-nummer

I forgårs optrådte et islandsk kor med et Mew-medley til lanceringen af den kommende Ja Ja Ja Festival i London. Ja Ja Ja er et koncept, der har til formål at fremme nordiske bands i udlandet. Konceptet inkluderer foruden en hjemmeside en klubaften, hvor nordiske bands månedligt får mulighed for at optræde på klubben The Lexington i London. Nu er konceptet også klar med en festival, Ja Ja Ja Festival, der ligeledes kommer til at udspille sig i hjertet af London.

Det islandske kor Lyrica, der består af medlemmer fra Björks kvindekor Graduale Nobili, lavede derfor i anledningen af Ja Ja Ja-festivalens lancering en sand nordisk hyldest: et Mew-medley. I korets medley findes, foruden det ældre Mew-nummer "Zookeeper's Boy", også et uddrag af et nyt Mew-nummer. Sangen har endnu ikke en titel, men uddraget, man hører i medleyet, kaldes "Koor" og er inspireret af det danske ord "kor". Nummeret er at finde på Mews kommende, sjette album, som for tiden bliver indspillet og er produceret af Michael Beinhorn, der også producerede "And the Glass Handed Kites" fra 2005.

Danske Mew spiller i år på diverse festivaler i Norden, heriblandt Smukfest, Provinssirock, Bergenfest og Hulsfred. Mew giver desuden deres eneste indendørskoncert i år i Store Vega onsdag den 12. juni. Koncerten er dog allerede udsolgt.

Hør medleyet her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA