Nyhed

Pearl Jam-tema på DR

På søndag fejrer P4 udgivelsen af Pearl Jams ottende album med portræt og 1992-koncertoptagelse

Er du Pearl Jam-fan, er det med at åbne for P4 Rock på søndag den 30. april klokken 19.03. I anledning af deres 1. maj-udgivelse af deres ottende album kører Danmarks Radio et såkaldt Pearl Jam-tema med et portræt af Seattle-pionererne og en BBC-koncert fra 1992, hvor bandet med debutalbummet "Ten" lige er brudt igennem.

Et andet amerikansk vestkyst-band er også i fokus på søndag. Snarligt pladeaktuelle Red Hot Chili Peppers forsanger Anthony Kiedis kan høres i en ung udgave på et råbåndsinterview lavet på Barbue i Musikcafeen den 1. juni 1988. Kort tid efter interviewet dør bandets guitarist Hillel Slovak af en overdosis.

P4 Rock er DRs rock-flagskib med fire timers udsendelse hver søndag. Temaerne er forskellige, men der er altid plads til et par faste indslag som for eksempel gennemgang af ugens vigtigste rock-udgivelser og live-optagelser, der ikke tidligere har været sendt i Danmark. De ekslusive live-ting er tilgængelige på grund af DRs samarbejde med engelske BBC.


P4 rock

ANNONCE