x

To danske musikere modtager knap en million kroner hver

To danske musikere modtager knap en million kroner hver

I dag er det blevet annonceret, hvilke danske kunstnere der er udpeget til at modtage Statens Kunstfonds treårige legat. 

Det treårige arbejdsstipendium er særdeles eftertragtet, fordi det sikrer kunstneren fuld frihed til at arbejde med sin kunst i tre år. Stipendiet udgør 285.000 kr. om året (i alt 855.000 kr. før skat). 

Indenfor rytmisk musik finder vi første udvalgte i form af Jacob Bellens (billedet), der har fungeret som forsanger i I Got You On Tape og Murder, og som i november sidste år sendte sit første anmelderroste soloalbum på gaden. "The Daisy Age" fik fem stjerner af GAFFA for hans "velkendte vokal, der besidder de samme dramatiske, indtagende og hjerteskærende kvaliteter som altid, sangskrivningen er på niveau med de fineste Murder-sager, og arrangementerne er temmelig perfekt afstemte." Med I Got You On Tape har Jacob Bellens også modtaget den prestigefyldte P3-Pris i 2010 og udgivet anmelderroste plader i form af blandt andre "Spinning For The Cause" og "Church Of The Real".

Anden udvalgte artist er sangerinden Randi Laubek, der albumdebuterede helt tilbage i 1997, hvor hun også fik sit gennembrud, med pladen "Ducks And Drakes", som hun modtog tre Grammyer for, i form af Årets danske sangerinde, Årets danske sangskriver og Årets danske album. I 2000 udsendte hun andet album "Almost Gracefully", der ligeledes gav hende en Grammy. Efter at have været signet med EMI i en årrække tog Laubek springet og startede sit eget produktionsselskab Lobrook, hvor hun har udgivet sine sidste to plader, senest "Letter To The World" sidste år, der var baseret på 14 digte af den store amerikanske 1800-tals lyriker Emily Dickinson.

Legatmodtagerne er valgt af Statens Kunstfonds Rytmiske Tonekunstudvalg, bestående af komponist Bent Sørensen (formand), saxofonist Pernille Bévort og sangskriver og sanger Jens Unmack.

Du kan se en kort film om Jacob Bellens og begrundelsen for valget på ham her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA