Nyhed

Britney gravid igen

Rygterne melder om, at tabloiddronningen er blevet “hit one more time”

Selvom Britney Spears og partneren Kevin Federline har været i myndighedernes søgelys grundet mistanke om vanrøgt at parrets syv måneder gamle søn Sean Preston – som Britney blandt andet skulle have kørt hensynsløst med uden at have ham fastspændt i bilen – er der tilsyneladende allerede en lille ny på vej, melder rygtesmedjen.

Nærmere betegnet oplyser US Weekly, at Britney i Las Vegas’ berømte natklub Caesar’s Palace forrige weekend blev set med en påfaldende stor topmave. Britney var til stede i forbindelse med et arrangement med gemalen, der forsøger at slå igennem som rapper under aliaset K-Fed. Og Rygters Bureau fik yderligere brændstof til sladder, da parret kort efter sås i et intenst skænderi på restaurant Nero i selvsamme Caesar’s Palace.

Derudover meddeler artistdirect.com, at Britney forleden fyrede Sean Prestons barnepige, efter at drengen faldt ned fra sin barnestol og måtte på hospitalet. Umiddelbart ikke det bedste udgangspunkt for en familieforøgelse, skulle man mene.


Så var der ikke flere Britney-nyheder i denne omgang, GAFFA.dk holder dig opdateret i sæbeoperaen.

Britney Spears' hjemmeside


ANNONCE