Nyhed

Michael Jackson-danser: ”Han misbrugte mig i syv år”

En af Michael Jacksons dansere anklager nu Michael Jackson for at have misbrugt ham

Koreografen Wade Robson fortalte i går i et interview til det amerikanske tv-program Today, at nu afdøde Michael Jackson misbrugte Robson, fra denne var syv, til han var 14. 

På trods af, at Wade Robson i 2005 var hovedvidne, til fordel for Michael Jackson, i en retssag, hvor sangeren var anklaget for at have misbrugt en 13-årig kræftpatient – og blev frikendt – ændrer Robson nu mening om, hvorvidt han selv blev misbrugt af "The King of Pop". Indtil i går var Wade Robson nemlig helt tydelig i sin overbevisning: han var ikke blevet misbrugt af Michael Jackson. Men nu, otte år senere, står han frem med en hel anden udmelding.

Men hvorfor melder Robson så først ud nu? Den nu 30-årige koreograf fortæller, at han ikke var klar til at indse den sandhed, han hele tiden har kendt, og siger: "Det handler ikke om fortrængelse. Jeg har aldrig nogensinde glemt, hvad Michael gjorde ved mig, men det var psykisk og følelsesmæssigt ikke muligt for mig at forstå, at det, der foregik, var seksuelt misbrug". Dette ændrede sig dog, da Robson for nylig selv fik en søn og begyndte at overveje, hvordan han ville have det, hvis det var hans søn, der blev forulempet.


Howard Weitzman, der er en af Michael Jacksons advokater, siger følgende om Robsons nylige anklage: "Hr. Robson i løbet af de sidste tyve år, både under ed og i talrige interviews, fortalt, at Michael Jackson aldrig nogensinde har forulempet ham. Men nu prøver han at få os til at tro, at han er blevet forulempet mindst to gange, og at hr. Jackson har forulempet alle og enhver siden starten af 90'erne, således at han kan indgive en anklage og derigennem få nogle penge ud af det. Mr. Robsons retssag kommer næsten fire år efter, at Michael døde. Anklagen er både skandaløs og ynkelig."

Weitzman beskylder med andre ord Wade Robson for udelukkende at have fremført sin anklage med den hensigt at trække penge ud af den afdøde popstjerne, og som det ligeledes fremgår af Today-interviewet, beskyldes Robson for at have misbrugt Jackson og hans succes, da han var i live, og nu, hvor han er død, at ville have fat i hans penge. 

Australskfødte Wade Robson var helt fra barnsben af et stort dansetalent og havde derfor, allerede inden han havde rundet de ti, været med i tre Michael Jackson musikvideoer: "Black or White", "Heal the World" og "Jam". Siden hen blev Robson professionel koreograf, og har blandt andet koreograferet turnéer og musikvideoer for kunstnere som N*Sync og Britney Spears og det omrejsende show Cirque du Soleil. Wade Robson har desuden været dommer og koreograf på dansetalentshowet "So You Think You Can Dance".


Robson har altså i høj grad succes, en succes som flere mener han kan takke Michael Jackson for.

Selvom Wade Robson anklager Michael Jackson, er det ikke udelukkende med vrede, at han tænker tilbage på popkongen: "Vrede og smerte, men også med medfølelse og et knust hjerte," siger Robson og fortsætter: "Det billede, man giver til verden, er ikke hele forklaringen på, hvem man er som person. Michael Jackson var en utrolig talentfuld musiker, med en utrolig gave, ja, men han var mange ting. Heriblandt også pædofil og børnemisbruger."

Se hele interviewet med Wade Robson her:


ANNONCE