x

The National – Himlen over Berlin

The National – Himlen over Berlin

Velankommet til bydelen Friedrichshain, et stenkast fra Kreuzberg og East side Gallery; den sidste bevarede del af den historiske og forkætrede Berlinmur er der tonet rent flag. Klokken nærmer sig midnat, og på facaden af hotellet hænger et stort banner med teksten "Trouble Will Find Me", som også er titlen på The Nationals aktuelle sjette album. Ved er hurtigt kig ind af vinduet, kan det hurtigt konstateres, at der er fest på etablissementet. Der er godt med folk, musikken banker ud af højttalerne, og interiøret er en blanding af flydersofaer, spraglede lys og en indbydende to-længet bar. Jeg råber vantro til dørmanden – for at overdøve de dunkende rytmer – om jeg er kommet til hotellet. "Jo, jo, helt sikkert", bliver jeg betroet og guidet hen til receptionen. Gennem et par lokale venner får jeg efterfølgende bekræftet, at Michelberger er nogenlunde så hipt, som det bliver i Berlin for tiden. Uden at dette skal være en "advitorial", kan der rapporteres om sjældent god behandling, og Flensburger Pilsner til 2,80€ i baren. Lige til at klare, selv for en skriverkarl.

Og så stod der "The National" på alt. Fra plakater og opslag på væggene, til videoer, interviews og filmklip på de mange tv-skærme, som automatisk poppede op, når man tændte for fjernsynet på hotellets værelser. Toppen af kransekagen var bandets intime udendørs live-koncert i hotellets lille baggård den følgende aften. Godt man havde husket sin jakke, for foråret lod vente på sig, men der var hverken regn eller sne over Tysklands hovedstad den aften. Gode rammer og god stemning – også i det officielle interview, som fandt sted i et vaskeægte bandrum på hotellet. Med seks køjesenge, langbord og mini-køkken
Aaron (Dessner, guitar, kompositioner, red.): – Vi kender dem, der ejer hotellet og har været her en del. Faktisk har vi indspillet nogle ting til den nye plade her på hotellet. Så det er lidt som en base. Vi kan lide at være her, og vi føler os hjemme.

Lind strøm af ord
Et udsagn der matcher indtrykket. I hotellets restaurant kunne man løbende spotte bandmedlemmer med koner og kærester, og bortset fra forsanger Matt Berninger befandt resten af bandet sig længe og vel i baren efter koncerten, i snak med fans, GAFFA og andet godtfolk, hvor blandt andre den lune og underspillede trommeslager Bryan Devendorf holdt ud til den lyse morgen. Men nu er anledningen til al virakken trods alt musik og ikke de Pink Rabbits- cocktails, der befandt sig på drinkkortet, som dog ikke desto mindre er en titel på "Trouble Will Find Me". Et album, der er The National, som man kender dem; mørkt, dragende og intenst, og så med et sandt bombardement af et tekstunivers, hvor Matt Berningers karakteristiske baryton givet kommer på overarbejde, når de talrige strofer skal erindres fra scenekanten.

Matt (Berninger, vokal og tekster, red.): – Ha, ha ja, det kan du have ret i, det bliver lidt af en opgave, for jeg har ikke en særlig god hukommelse. Jeg ved ikke, hvad der skete med mig på denne her plade. Normalt fokuserer jeg på at holde ordene enkle og begrænsede, men ikke denne gang. Jeg kunne simpelthen ikke stoppe mig selv, men jeg må sige, at jeg har nydt processen mere end nogensinde.

Som altid hos The National og Matt Berninger stikker teksterne dybt og kredser ikke kun om tilværelsens lyksaligheder. For eksempel synger han på det nye albums åbningsnummer "I Should Live In Salt" "I'm going through an akward phase", til hvilket Aaron lakonisk kommenterer: "Han har altid befundet sig i en akavet fase". På det aktuelle album kommer man både bredt omkring og dybt ind, og stifter blandt andet bekendtskab med navngivne personer som Joe, Davy, Jenny og Jennifer. Måske tættere end nogensinde på sangskriveren, der er kendt for såvel sine ofte dystre skildringer som sin humoristiske sans.

Matt: – Der er altid de mørke sider, som er en del af tilværelsen, der ofte kommer under behandling. Langt fra alt er selvbiografiske betragtninger, men alt bunder selvfølgelig i en form for emotionel tilstand, jeg selv kan referere til. Mange karakterer er opdigtede, men rummer både mig selv og mange andre mennesker. Jeg synes det at navngive kan gøre, at man føler sig forbundet til teksterne på en anden måde, fiktive eller ej. Min bedste vens kone hedder i øvrigt Jennifer, og en dag kom han hen til mig og sagde: "Hvordan kan det være, at du skriver så mange sange om min kone?"

Læs en længere udgave af interviewet om blandt andet Matt Berningers syn på sit relativt store vinforbrug og Aaron Dessners danske kone i GAFFAs artikelsektion.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA