At ligge i kø til Bruce Springsteen er et møde mellem mennesker, generationer og kulturer
Se flere billeder fra køen i GAFFAs gallerisektion.
Det er onsdag den 15. maj 2013. Tidlig formiddag. Jeg sidder og overvejer, hvorfor jeg ikke var til Springsteen-koncert i Parken i aftes. Som årelang Springsteen-fan (atiker) har det gjort ondt at sidde hjemme og følge med i en koncert i ens eget land. Jeg skulle jo have været der! Men eksamen kalder, og opgaven skriver jo ikke sig selv, vel? Han spiller i Herning i morgen, endnu tættere på hvor jeg bor. Skal jeg virkelig sidde hjemme og følge med igen? Nej, fandme nej.. Jeg tager telefonen og ringer til min ven, Jakob, som var i Parken i aftes og også skal til Herning i morgen. Han lyder smadret, og jeg spørger, hvornår han skal til Herning. Jeg får at vide, at han kører om lidt. "Jeg tager med", siger jeg blot – uden at tænke på hverken eksamen eller hvordan jeg får fat i en billet. Nu er jeg forholdsvis garvet Springsteen-koncertgænger og har aldrig prøvet at en eller anden ikke havde en billet i overskud. Det viser sig heldigvis også at holde stik denne gang.
Jeg møder Jakob i Vejle, hvor han samler mig op. Han bor på Fyn og har blot sovet få timer siden koncerten i Parken. Vi kører imod Herning, mens han fortæller om gårsdagens koncertoplevelse, hvor Springsteen blandt andet spillede en af vores fælles favoritter, "Loose Ends". En sang, han spiller yderst sjældent – og endnu en grund til at jeg skulle have været i Parken. Jakob havde for første gang sin søn med til Springsteen-koncert. Han er ti år, og Springsteen inviterede ham på scenen for at synge et par strofer under "Waitin' On A Sunny Day". Men sønnike havde sagt på forhånd, at det kunne der ikke blive tale om, så Jakob måtte ryste på hovedet til en grinende Springsteen.
Hvad i alverden laver vi her?
Vi ankommer til Jyske Bank Boxen i Herning omkring middag og får et nummer i køen. Der bliver skrevet henholdsvis 28 og 29 på vores hænder, og så er det jo egentlig blot at vente. Omkring halvandet døgn til Springsteen og bandet indtager scenen, men hvad gør det? Lige i øjeblikket ingenting og alting. Vi kigger ud på den jyske hede. Vi er midt i ingenmandsland og så alligevel her, hvor det hele sker. At stå i kø til Springsteen kan ikke sammenlignes med at være i kø til noget som helst andet. Den køkultur, danskerne er så ligeglade med, er ikke en del af det her. Her er det hele organiseret. Her er vi alle i samme båd. Det lyder egentlig lidt frelst, men det er bare sådan, det er. Her er der såkaldte roll calls, hvor der med nogle timers mellemrum bliver kaldt til samling. Den første i køen styrer det hele med hård hånd og råber numrene op. Herefter siger du selv dit navn.
Vi får at vide, at næste roll call er om fire timer og tager ind til Herning for at spise frokost. Jeg får udtrykt min bekymring om manglende billet og tænker på at opgive. Men nej, Morten – du kan ikke opgive allerede nu. Jamen hvad med den eksamensopgave? Ja, den tvinger jeg mig selv til at glemme. Nu er det Bruce, det gælder. Vi tager til roll call klokken 16. Antallet af fremmødte er ikke højt, men måske er det fordi, det er arbejdsdag? Jeg finder ud af, at en af de andre i køen har en ekstra billet, som jeg kan købe. Sådan! Os tidligt fremmødte bliver trakteret fantastisk af arrangøren, som kommer ud med vand og sandwiches til fri afbenyttelse.
Noget af det bedste ved at være i Springsteen-kø er, at man møder venner, som ikke har krydset ens vej siden sidste tour. Nye venskaber opstår, andre genopstår. Det er stort at være med til. Vejret viser sig desværre fra sin værste side, og lige i det guitaren er fundet frem, starter et regnvejr af dimensioner, som varer stort set hele aftenen. Samværet med andre Springsteen-fans får derfor nogle begrænsninger. Sidst i Herning var der både fodboldkamp og også lidt flere i kø, men vejret stopper os ikke helt, og vi tager nogle stykker ind til Herning, hvor vi hygger os over en øl og noget kaffe. Der bliver ivrigt diskuteret Springsteen. Hvad mon han spiller i morgen? Hvordan kommer det hele til at gå?
Tilbage til sidste roll call klokken 23 er der kommet en smule flere til køen, og regnen er på sit laveste. Vi drikker en øl, stemningen er god, og guitaren findes frem igen. Jeg prøver mig frem med "Hungry Heart", den kører kun i fire akkorder, men det er ligesom om, det ikke rigtigt spiller. Det gør det til gengæld for Jeppe, ophavsmanden til den danske Springsteen-side www.brucefan.dk, som viser sine evner på den akustiske guitar. Jakob og jeg sover i hans bil. Sæderne er lagt ned, så vi bedre kan være der, og jeg ender med at få seks timers søvn. Nærmest i overkanten i forhold til, hvordan det ellers plejer at være. En del har telt med, som er slået op på det enorme areal, og andre sover på hotel i nærheden.
Det er i dag, det sker!
Køen er større ved koncertdagens første roll call. Klokken er otte, og der er kommet en del i løbet af natten. For at det ikke skal være løgn, trakterer arrangøren os igen. Denne gang med morgenkaffe. Utroligt. Det regner ikke, og det er koncertdag. Bedre bliver det simpelthen ikke på nuværende tidspunkt. Springsteens betroede medarbejder, Graham, kommer ud forklarer, hvordan vi skal stille op og være klar om eftermiddagen. Han ligner en jernmand med tatoverede arme og en mave, der er så trimmet, at næsten ikke engang Springsteen kan være med. Graham virker lidt forundret over, at der ikke er flere i kø, men siger, at det sidste roll call skal laves klokken 15, hvorefter vi skal stille op efter numre. Her vil vi så få de eftertragtede armbånd, som giver adgang til pitten.
Dagen går ret hurtigt. Jeg får snakket med en masse forskellige mennesker, både fra ind- og udland. Det er nemlig også noget af det, som er så fandens fascinerende ved at være i kø til Springsteen. Det er et slags verdensmøde. Der er tyskere, svenskere, danskere, spaniere, hollændere, belgiere, italienere – alle med samme passion. Der bliver udvekslet koncertminder, holdninger, koncertplaner i et væk. Og selvfølgelig også, hvilken ønskesang som skal skrives på det medbragte stykke pap. En svensker, som har set alle Springsteens koncerter i Skandinavien i år ønsker sig sjældenheden, "I Wish I Were Blind". Et ønske som senere går i opfyldelse. En russisk pige skriver "For You" på sit skilt, og hendes lange rejse til Danmark honorerer Springsteen også.
Efter sidste roll call stiller vi os op på række efter numre, to og to sammen. Jeg står sammen med Jakob, og vi er begge lidt nervøse for, hvor vi kommer til at stå inde i Boxen. Vi får armbånd, og det er snart ved at være indgangstid. To ungersvende, hvoraf den ene er klædt ud som guitaristen Steven Van Zandt, læser på et af de internationale fanforums, at lydprøven har inkluderet to sjældne sange fra "The River". Det sætter gang i rygterne om, at vi skal høre hele "The River" senere. Kvinden foran mig proklamerer, at hvis det sker, så tisser hun i bukserne – og mine håndflader bliver også en del fugtigere. Hele "The River"? Det ville være for sindssygt.
Dørene går op, og vi går ind to og to. Bare det at komme ind i den store hal er helt utroligt, og vi går igennem hele herligheden, indtil vi ender i pitten, hvor en hurtig beslutning skal tages. Hvor skal vi stå? Jakob og jeg ender i forreste række foran gudeguitaristen, Nils Lofgren, og vi giver hinanden high five. Vi er her nu. Mekka – og om to timer går portene for alvor op til bønnemøde. Tiden herinde går hurtigt, og da først Springsteens mangeårige guitartekniker, Kevin Buell, kommer til syne, ja så ved man, at det er lige op over. Aftenens sætliste bliver til stor jubel klistret op ved siden af Springsteens mikrofon.
Kameramændene kommer til syne, og det er nu, verden står stille. Trancetilstanden indfinder sig hurtigt, da Springsteen kommer gående ind. "Heeeej Herning!" indleder han på alt andet end fejlfrit dansk, men han er tilgivet.
Koncerten er ikke af denne verden, og vi står et perfekt sted. Springsteen kommer ud og lader os spille med på guitaren under "Born To Run", og jeg får listet hans plekter fra ham og putter det i lommen. Han griner bare. Pigen to pladser til venstre for os bliver inviteret på scenen under "Dancing In The Dark". Hendes søster fik for nogle uger siden samme invitation i Oslo, så nu er der balance i regnskabet. Da Springsteen spiller "Land Of Hope And Dreams", sker der noget nærmest uvirkeligt. Under andet vers bliver han ved med at kigge på Jakob og mig, mens han blot peger på os og synger: "Leave behind your sorrows/Let this day be the last/Tomorrow there'll be sunshine/And all this darkness past". Vi kigger på hinanden, og giver hinanden endnu en high five. Da Springsteen under sidste nummer glider på knæene og lander lige foran os, er jeg tæt på at kysse ham. Jeg undlader dog, men at stå der og trykke hånd med verdens eneste rigtige chef, det er sgu også helt i orden.
Da vi er på vej ud af arenaen, møder vi utallige af dem, vi har delt de sidste dage med. Der er enighed om, at det her simpelthen var nærmest unaturligt godt, og de, som også hørte koncerten i København, siger, at Herning var endnu bedre. Vi ender på parkeringspladsen, hvor der bliver evalueret på koncerten og sluttet af med farvel-knus og tak for denne gang. Hjem til eksamen, men med så mange fornyede kræfter, at det hele nok skal gå – og Springsteen-trancen, den varer for evigt.
