Nyhed

Lemonheads-album til september

Grunge-generationens gyldne popører har skrevet kontrakt med Vagrant Records

Lemonheads blev dannet sidst i firserne som et Hüsker Dü-inspireret indie-band, men udviklede sig snart til frontmand Evan Dandos (billedet) one man show. Da grungebølgen skyllede ind over USA og verden, havde bandet både melodierne, udseendet og guitarerne til at blive de næste Nirvana eller Pearl Jam.

I stedet gik der stoffer og forspildte muligheder i Dandos livsbane – trods fremragende power pop-album som ”It’s A Shame About Ray”. Siden 1995’s ”Car Button Cloth” har frontmanden kæmpet med sin afhængighed og en ikke videre succesfuld solo-karriere, men nu er Lemonheads altså gendannede og klar til kamp.

Eller: Gendannede er måske så meget sagt. Der er nemlig ingen originale medlemmer ud over Dando i line-uppet, der tæller trommeslager Bill Stevenson og bassist Karl Alvarez. Ikke desto mindre har bandet signet med Vagrant Records og derved sluttet sig til en prestigiøs stald, der også rummer Futureheads, Eels og The Hold Steady.


Lemonheads’ første nye album i over et årti rapporteres næsten færdigindspillet og klar til udgivelse sidst i september. Bandet planlægger desuden en omfattende turné i kølvandet på udgivelsen af deres album nummer otte.

ANNONCE