De flabede knægte har lavet din nye "Yndlingssang"
Specktors har gennem de sidste par år først hærget de danske klubber med deres eksplosive liveshows og efterfølgende fået et mere kommercielt gennembrud med hits som "Lågsus" feat. Medina og "Slædemusik" feat. Silas Bjerregaard.
Nu har drengene så kastet et nyt nummer på gaden, som de ganske kækt kalder for "Yndlingssang". Den udspringer netop af den succes, som Specktors fik sidste år, men som de ikke rigtig vidste, hvad de skulle stille op med. De gik i studiet for at arbejde på deres kommende ep, og forventningspresset fyldte nu pludselig en hel del, hvilket resulterede i sange, der lugtede af hit, men ikke lød af Specktors. Derfor endte drengene med at tage pis på præmissen og skrev "Yndlingssang". Det kan man blandt andet høre, når Wanner eksempelvis rapper om nummeret, at det "smager så lækkert, selvom det er dårlig smag."
"Yndlingssang" er samtidig første single fra den kommende ep, "Stjæl Dyrt, Løb Stærkt", der udkommer til sommer.
Hør nummeret via WiMP lige her.
Specktors foreløbige efterårstour ser således ud:
8/11: Templet, Lyngby
9/11: Forbrændingen, Albertslund
14/11: Tobakken, Esbjerg
15/11: Fermaten Herning
16/11: Metromusik, Ringsted
22/11: Det Musiske Hus, Frederikshavn
23/11: Sønderborghus, Sønderborg
29/11: Pitstop, Kolding
30/11: Pumpehuset, København