Nyhed

Hammershus Fairtrade Concert annoncerer program

En række danske navne og et enkelt udenlandsk giver koncert i den gode sags tjeneste

Dette års Hammerhus Fairtrade Concert, som er det niende i rækken, afholdes i år den 19. juli på Bornholm. Her doneres overskuddet til bæredygtige projekter i Afrika. I år er det Annette Heick og Martin Brygmann, der har rollerne som konferenciers, og de vil stå på scenen og præsentere en række danske artister og et enkelt udenlandsk hovednavn.

Som GAFFA allerede har omtalt tidligere spiller det internationale topnavn Travis (billedet), som det eneste sted i landet, til koncertdagen. Travis har solgt millioner af albums og haft kæmpehits som "Why Does It Always Rain On Me?" og "Sing". 

Af danske navne præsenteres TV-2 og Thomas Helmig, sammen med en vifte af stærke, yngre navne som Nabiha, Outlandish og Djämes Braun


Heick og Brygmann har i forbindelse med værtsjobbet været på en rundtur i Ghana, hvor de besøgte fair trade-virksomheder og Danida-støttede udviklingsprojekter. Ud fra deres oplevelser har de sammen skrevet nummeret "Medaase for Kaffe", der betyder "tak for kaffe", og er en hyldest til Afrika som økonomisk og kulturel bidragyder. Nummeret opføres naturligvis til koncerten, men kan også downloades allerede nu via iTunes. Her vil indtægterne ubeskåret gå til Hammershus Fairtrades arbejde. 

I alt har koncertdagen siden sin start i 2005 genereret et direkte overskud på 1,1 millioner kroner. Beløbet er blevet investeret i mange forskellige indkomstskabende aktiviteter samt fundraising, hvilket vil sige, at støttebeløbet i mellemtiden er blevet mangedoblet. Samlet er der i perioden fundraiset over 5 mio. kr., og de samlede midler skaffet via koncerten er på ca. 6,2 mio. kr. Støtten har bidraget til beskæftigelse for mere end 1.400 personer og deres familier og har forbedret tilværelsen for mere end 10.000 mennesker.

Billetter til Hammershus Fairtrade Concert kan købes via billetlugen.dk


ANNONCE