Nyhed

Emmelie de Forest slår streamingrekord

"Only Teardrops" er den mest spillede sang på streamingtjenesten WiMP nogensinde

Emmelie de Forest bader i succes for tiden. Således kan streamingtjenesten WiMP oplyse, at hendes Melodi Grand Prix-vinder "Only Teardrops" er den mest streamede sang nogensinde i tjenestens treårige historie. GAFFA har desværre ikke kunnet få oplyst fra WiMP, hvor mange gange "Only Teardrops" er blevet streamet, men tjenesten fortæller, at sangen på en dag har været afspillet afspillet over 50 procent mere, end hvad en #1-sang normalt bliver på én dag på streamingtjenesten. "Only Teardrops" har ligget nummer 1 på WiMP Danmark siden sejren i lørdags og ligger i skrivende stund også #1 i WiMP Sverige, mens sangen ligger #4 i WiMP Norge, hvor den også har været oppe på en 2. plads.

"Eurovision Song Contest er inde i en positiv musikalsk udvikling, i hvert fald set med skandinaviske øjne, hvor der er lagt større vægt på selve musikken og mindre på det element, man kunne kalde cirkusdelen, hvor det bare handler om at få seernes opmærksomhed. Både sidste års vinder Loreen og Emmelie de Forrest fremstår som dygtige artister med sange og karrierer, der kan leve videre efter, at opmærksomheden omkring Eurovision Song Contest har lagt sig", siger WiMPs musikredaktør Jonas Kleinschmidt.

På iTunes har sangen ligget nummer 1 i hele 17 lande, og i skrivende stund ligger den på den danske førsteplads. På Spotify ligger sangen pt. ikke på hitlisten. GAFFA har desværre ikke kunnet få en forklaring på dette fra Spotify, men formoder at der er tale om en forsinkelse, da sangen forefindes på Spotify.


Emmelie de Forest udgav 6. maj sit debutalbum, der også hedder "Only Teardrops". Emmelie har selv skrevet pladen i samarbejde med nogle af landets markante sangskrivere, som blandt andet tæller holdet fra vindersangen, Lise Cabble, Julia Fabrin og Thomas Stengaard. Ud over disse har Emmelie skrevet sangene sammen med erfarne kræfter som Marcus Winther-John, Jakob Schack Glæsner, Frederik Thaae, Peter Bjørnskov og Lene Dissing.
 
Sangene er ifølge Emmelie meget personlige, og Emmelie har hentet inspiration fra sine yndlingsbøger og film, som Emily Brontës roman "Wuthering Hights" og Richard Bachs roman "Jonathan Livingstone Seagull", samt ikke mindst fra hendes efter eget udsagn ofte ret syrede drømme, som har været inspirationskilde til sangene "Haunted Heart" og "Running In My Sleep".
 
– Pladen er holdt meget i samme stil som "Only Teardrops". Det er moderne pop, der møder elementer fra folk og world. Og fløjten er selvfølgelig med på flere numre, som en rød tråd, forklarer Emmelie.

GAFFAs anmelder Nanna Jenner Jensen tildelte albummet tre stjerner med følgende dom: "Alt i alt er det ikke et album, der opfinder den dybe tallerken, men kan man lide Emmelies stemme og lyd, så er pladen et udmærket køb. Man skal bare ikke forvente hits i samme klasse som Only Teardrops. Men igen: Hvor tit skriver man også lige en Grand Prix-vinder i den liga?"

Opdatering torsdag den 23. maj klokken 10:


Spotify, som netop er begyndt at vise streamingtal, oplyser, at sangen her er blevet streamet 3,4 millioner gange på verdensplan inden for den sidste uge.

ANNONCE