Nyhed

Uriah Heep gæster Danmark trods dødsfald

Trods Trevor Bolders bortgang spiller veterangruppen i landet denne sommer

Trods Uriah Heep-bassisten Trevor Bolders (til højre på foto) tragiske dødsfald i tirsdags grundet kræft gæster gruppen som planlagt Kløften Festival i Haderslev lørdag den 29. juni, oplyser festivalen. Dave Rimmer har overtaget hans rolle som bassist. Det bliver den engelske hardrockgruppes eneste koncert i Danmark denne sommer.

Trevor Bolder blev født den 9. juni 1950 og blev medlem af Uriah Heep 1976 og spillede med dem til 1981 og igen fra 1983 og frem til sin død. Inden da spillede han sammen med David Bowie, hvor han var med til at grundlægge det legendariske The Spiders From Mars-band og var med til at skabe albumklassikere som "Hunky Dory" (1971) og "The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars" (1972).

Festivalen er i øvrigt udsolgt bortset fra, at der er enkelte endagsbilletter til torsdag. Torsdag spiller blandt andre Infernal, Kim Larsen & Kjukken, Lukas Graham, One-Eyed Mule, Simon Jul og Niels Skousen med band.


I forbindelse med Trevor Bolders død er den ellers meget tavse David Bowie kommet med en offciel udtalelse. Bowie, der stort set intet har udtalt offentligt i forbindelse med sit nye album "The Next Day", skriver følgende på Uriah Heeps hjemmeside: "Trevor var en skøn musiker og en stor inspiration for alle, der arbejdede sammen med ham. Men han var først og fremmest en fantastisk fyr, en stor mand."

 

 



 

ANNONCE