Også mulige optrædener af David Bowie og Mike Patton på 2007-udspil
GAFFA.dk har flere gange foromtalt Massive Attacks længe ventede femte studiealbum, opfølgeren til 2003’s “100th Window”, der nu ventes ude engang næste år. Og detaljerne over gæsteoptrædende ændrer sig løbende.
Seneste melding er ifølge soundgenerator.com, at selveste rocklegenden Patti Smith er gæstevokalist sammen med Massive Attacks mangeårige “løse medlem” Horace Andy og den tidligere Cocteau Twins-sangerinde Elizabeth Fraser, der også medvirkede på 1998-albummet “Mezzanine”. Multiinstrumentalisten og produceren David Andrew Sitek fra TV On The Radio er også bekræftet som bidragyder.
Også et andet topnavn, David Bowie og den gamle Faith No More-sanger, den hyperproduktive Mike Patton, er mulige gæster ifølge Massive Attack-rapper Grant “Daddy G” Marshall, der sammen med rapper/sanger Robert “3D” Del Naja udgør kernen i Massive Attack anno 2006. Disse to sangere er dog ikke endeligt bekræftede.
“Vi er så heldige, at langt de fleste af dem, vi spørger om at arbejde med os, siger ja”, siger Daddy G til Tacoma New Tribute ifølge soundgenerator.com.
Koncert i Forum
Massive Attack er for tiden aktuelle med opsamlings-cd’en “Collected” og giver 25. august koncert i Forum i København sammen med The Cardigans, Under Byen og yderligere et navn, der endnu ikke er offentliggjort. Horace Andy vil vanen tro formodes at være på scenen, og herudover plejer Massive Attack at medbringe en eller to kvindelige gæstevokalister, men hvem det bliver, vides endnu ikke, da disse plejer at skifte fra turné til turné. På Massive Attacks sidste Europaturné i 2003, der også bragte dem til Roskilde Festival, var det Dot Allison og den knap så kendte Debra.
Massive Attack har netop afsluttet deres første USA-turné i otte år, der sluttede i weekenden på den stort anlagte Coachella-festival i Californien, hvor ovennævnte Elizabeth Fraser var gæstevokalist. Da hun ikke plejer at turnere med gruppen, skal man dog ikke regne med at se hende på scenen i Forum.
Du kan købe billetter til Forum-koncerten nedenfor – og der er rabat, hvis du er Klub GAFFA-medlem!
Massive Attack på GAFFA Billet