Seebachs samlede værker kan nu snart erhverves som node- og sangbog
Den danske popmager Rasmus Seebach har i samarbejde med Stepnote Publishing og sin bror Nicolai Seebach lavet en sangbog med alle sangerens numre samlet i én bog: "Rasmus Seebach The Songbook".
Sangbogen indeholder de i alt 23 sange fra Seebachs to album "Rasmus Seebach" og "Mer' end kærlighed", og bogen kommer med både tekster, akkorder og melodilinjer. Det er ligeledes muligt at finde en transponeringsguide i bogen, til dem, der måtte være interesseret i at spille på andet end klaver og guitar.
Bogen er dog ikke kun brugbar for den rutinerede musiker, men kan derimod bruges på flere niveauer, idet den også indeholder en begynderguide.
"Rasmus Seebach The Songbook" udkommer i starten af juni og kan købes på stepnote.dk