Nyhed

Telmore lancerer ny musiktjeneste

Der er nu kommet endnu en spiller på banen i kampen om streamingbrugerne

Musiktjenester dukker op i hobevis, og tjenester som Spotify, Wimp, Deezer og Rdio er efterhånden kendt af næsten alle. I Danmark er musikstreaming via telefonselskaber, hvor selskabets abonnementer kan streame gratis musik udelukkende i kraft af at være abonnementer, yderst populært. Den største spiller på netop det marked, TDC Play, har nu har givet sig selv en ny konkurrent: Telmore, der er ejet af TDC.

Tjenesten "Telmore Musik" giver brugerne over 20 millioner sange at vælge imellem og kan streames til iPhone, iPad og telefoner med Android. Windows Phone og Android-tablets understøttes derimod ikke. Desuden oplyser Telmore, at tjenesten ikke takserer for den data, man bruger, når man anvender tjenesten.

Telmore Musik kommer til at ligne de fleste andre musiktjenester af sin art, og det vil blandt andet være muligt at lave sine egne playlister, gøre musikken tilgængelig offline og sende musikken til sit anlæg.


For at få adgang til musikken skal man have en pakke med minimum fem timers taletid, hvis man allerede er kunde hos Telmore, mens nye kunder som minimum skal tilmelde sig en 10 timers pakke for at kunne høre musikken.

Telefonselskabet har det sidste år ifølge mobil.nu mistet cirka 35.000 kunder, og offentliggørelsen af den nye musiktjeneste kan ses som et forsøg på at ændre den ellers nedadgående kurs.   

Telmore havde ifølge mobil.nu i 2. halvår af 2012 679.494 kunder mod 714.415 kunder i 2. halvår af 2011.


 

ANNONCE