x

Kurt Vile og hans Violators igen på dansk grund

Kurt Vile og hans Violators igen på dansk grund

Siden 2007 har den amerikanske rock 'n' roll-stjerne haft travlt. Ud over at være blevet far til to og arbejdet med hans tidligere band The War on Drugs er det også blevet til hele fem solo-albumudgivelser og fire ep'er – kun i 2012 har fans måttet undvære en ny udgivelse. Nu er han tilbage med albummet "Wakin On A Pretty Daze", hvilket også medfører, at Kurt og hans band The Violators er tilbage på landevejene. Dermed får publikum i Amager Bio fornøjelsen af at høre Vile og bandet live onsdag den 29. maj, hvorefter aarhusianerne kan glæde sig til torsdag den 30. maj, hvor han gæster VoxHall. Kort inden lydprøverne i Hyde Park nåede vi dog lige at få et par ord fra den travle herre.

Hvor finder du tiden til alle dine nye udgivelser, turneer og livet som far til to?


- Inden udgivelsen i 2007 havde jeg skrevet og indspillet en masse forinden, så mange af udgivelserne har faktisk også rummet materiale fra arkiverne. Og ellers er jeg bare fortsat uden at se mig tilbage, nu jeg alligevel var godt i gang.

Jeg har også læst, at du er begyndt at skrive dine sange undervejs, mens du turnerer?

- Ja, generelt har jeg faktisk altid gjort det. Men især på det sidste album har jeg virkelig brugt tiden imellem koncerterne på sangskrivningen. Jeg havde skrevet lidt stille og roligt forinden, men det var virkelig på den sommerturné, at det hele kom på banen. Jeg vidste, at når jeg kom tilbage fra turnéen, skulle jeg være klar til indspilningerne i studiet. Hele dette tidspres var derfor inspirerende at arbejde under, og jeg spillede koncerter hver aften, mens jeg øvede på guitaren om dagen.

I hvilken sindstilstand føler du, at du skriver dine bedste sange?

- Det er svært at forklare. Måske hjælper det at være træt, lidt "ude af den" og melankolsk stemt sent på aftenen. Men det afhænger af sangen - nogle gange bliver jeg også inspireret af at spille på scenen med bandet, hvor vi har det fantastisk, og hvor jeg så efterfølgende skriver en rigtig rock 'n' roll-sang på elguitaren.

Har det, at du nu er far til to, ændret dine perspektiver til livet?

- Helt sikkert, det har forandret hele mit perspektiv. Det er denne hjertevarmende og magiske følelse af meningen med livet.

Opvarmningsritual og råd fra Vile


Hvilken slags musik lytter du selv til?

- Jeg lytter til al mulig musik. Men lige nu står den ret meget på Happy Mondays. For at komme i stemming inden hver koncert sætter vi også altid deres "Hallelujah (Club Mix)" på, da den sang er ret "badass".

Hvad er dit yndlingsnummer fra "Wakin On A Pretty Daze"?


- Som regel plejer jeg at sige, at "Wakin On A Pretty Day" er min favorit. Men jeg elsker virkelig også "Girl Called Alex", da jeg er blevet så overrasket over, hvor godt udfaldet er blevet. I første omgang havde jeg ikke en særlig god fornemmelse af sangen. Vores trommeslager var desværre nødt til at forlade bandet, og da jeg så skulle sætte hendes indspilninger sammen med det andet, endte resultatet med at blive en helt fantastisk sørgelig, men smuk sang.

Jeg kan også rigtig godt lide den fantastiske "Goldtone".

- Ja, den elsker jeg også. Det var den første sang på albummet, vi miksede, og jeg vidste straks, at det skulle være lukningssangen på albummet.

Hvilket råd vil du give til de unge mennesker, som også drømmer om at kunne leve af deres guitarspil?

- Et musikalsk råd til dem, som elsker at spille, er blot at blive ved. De skal prøve at få spredt deres musik og ikke blot vente på, at den perfekte kontrakt kommer til dem. De skal bare blive ved med at spille og ikke være bange for andres meninger - de skal blot springe ud i det.

Som en ekstra bonus til det danske publikum vil britiske Will Samson spille som opvarmning til koncerterne i Amager Bio og på VoxHall.

Find billetter til koncerterne via GAFFA Live.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA