Kira & The Kindred Spirits og Pato afrunder offentliggørelsen af dette års festival-line-up
Kira Skov (billedet) plus band høstede gode anmeldelser på den anden side af dammen, da de var til Canadian Music Week i Toronto tidligere på året. Anmeldelserne af deres seneste, selvbetitlede album var også fine, så publikum til dette års Spot-festival kan vist godt begynde at glæde sig til rockdivaen og hendes åndeligt beslægtede venners indtog i smilets by.
Også Pato er netop blevet offentliggjort til Spot. Med hittet ”Nighthawks” slog han sin succes an, og med debutalbummet “Music For Early Birds & Nighthawks” er der lagt i kakkelovnen til endnu mere ballade, når Pato skønsomt blander hiphop, reggae, rock og ska med “frækhed, talent og originalitet” som ROSA, der arrangerer Spot-festivalen, skriver.
Spot-programmet er nu komplet, skriver ROSA og årets festival kan således byde på 103 koncerter 2. og 3. juni 2006, på festivalpladsen i og omkring Musikhuset Aarhus og Ridehuset samt VoxHall, Train, ARoS, Århus Kunstbygning og Svalegangen, der også lægger scene til.