Den Gale Pen møder Tolsgaard & Pretzmann

Den Gale Pen møder Tolsgaard & Pretzmann

Det er normalt ikke raketvidenskab, at roller som irriterende havenisser i Viasat-reklamer ikke giver kø ved gylpen, men Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann fra Drengene Fra Angora har tilsyneladende svært ved at forstå dette uomtvistelige faktum. De er derfor stadig single og midt i 30'erne, og det har de sat på vers på deres nye album "Vores Lille Hemmelighed". Den Gale Pen lægger her øre til piveriet og får samtidig at vide, hvorfor de to tosser ødelagde GAFFAs ellers meget flotte prisuddeling.

Hej, de to andre fra Drengene fra Angora. I ødelagde jo GAFFA-Prisen-showet med vilje for at få opmærksomhed. Virker det ikke en anelse desperat?
– Nu skal der jo meget til for at skabe opmærksomhed omkring et middelmådigt provinsmagasins forsøg på at lave DMA, så vi vurderede, at det var nødvendigt. Og aldrig har der da været så meget opmærksomhed om jeres lille røvballeavis. Det må have været fedt for jer at opleve, at nogen ligefrem kendte jeres arbejdsplads – nu er det jo så den langsomme tur tilbage til glemslen for jer.

Du tænker vist på hipster-pamfletten Soundvenue, og der har du helt ret. Nå, men musikere ved jo godt, at de ikke er komikere. Hvorfor tror komikere så altid, at de også er musikere?
– Det er jo ikke rigtigt – der er masser af musikere, der forsøger at være sjove. Se bare en fyr som Mads Langer – hans musik må da være lavet for sjov. Og når man som os har solgt over 150.000 plader i løbet af karrieren, så er der noget, der tyder på, at folk synes, vi er helt geniale.

Tja, hvis man da kalder et album smækfyldt med flad popmusik og revytekster for genialt. Den formular har Shu-bi-dua brugt på 500 plader. Er det, hvad kreativiteten rækker til?
– Nej, men ambitionen har jo også hele tiden været at få et hus på Strandvejen ligesom Michael Bundesen. Det får man sgu ikke på en GAFFA-løn. Får I overhovedet løn?

Jeg bliver betalt i coke og kællinger, så jeg klager ikke. Simon Kvamm kickstartede jo sit band og klækkelige formue på jeres tv-show. Nu prøver I så det samme, men er I ikke lidt sent på den?
– Nej, det er aldrig for sent – og vi ved, at både Jens Gaardbo og Jakob Kjeldberg også barsler med soloplader snart. Men der er vi ovre i henholdsvis salsa-genren (Gaardbo) og exotica (Kjeldberg).

Ok, det var fandeme sort… Jeg har til gengæld hørt jeres nye album, og det resulterer næppe i groupies og sponsorbiler fra Audi. Måske skulle I bare finde fred med, at I opnåede jeres karrieres højdepunkt, da I var sjove havenisser i en Viasat-reklame?
– Altså, groupies har vi jo nok af i forvejen, og vi er faktisk ved at lande en sponsoraftale med Citroën Berlingo, så kom ikke her…

Apropos reklamer, Rune, nu bruger L'easy jo dig som sit ansigt udadtil, og det er en kendt sag, at firmaet flår deres kunder med ågerrenter og uigennemsigtig markedsføring. Hvor lang tid var du om at sige ja til det drømmejob?
– Cirka lige så lang tid, som det ville tage mig at sige nej til et job som skribent på GAFFA.

Altså et uløseligt dilemma, forstår jeg. Tilbage til jeres musik, der handler en del om at være midt i 30'erne og stadig single, som I jo er. Kan man opfatte dette et album som en sidste desperat kontaktannonce?
– Det er godt set. Vi er vel det, man kalder to ensomme, gifteklare eneboer. Så for ikke at ende som to gange Jan Fog, så tænkte vi, at vi ville sælge os selv på den her måde.

Okay, så lad os bare sige, at kontaktannoncen virker. Hvad leder I så efter hos den kommende kæreste – ud over, at hun selvfølgelig skal huske at tage sin medicin under den ledsagede udgang?
– Vi stiller ikke høje krav. Det eneste, der er vigtigt, er, at hun er KÆMPE fan af alt, hvad vi har lavet. Og så selvfølgelig et par gigantiske patter. Og selvfølgelig, at hun er renlig.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA