Nyhed

William Duvall: Det skal jeg se på Copenhell

Alice In Chains er hovednavn på årets Copenhell. Vi har spurgt bandets sanger, hvad han selv skal se på festivalen

Allerøverst på årets plakat fra Copenhell kan man læse bogstaverne "Alice in Chains", der givet forårsager kuldegysninger hos ikke så få tilhængere af den hårde tråd. En tungmetallisk sværvægter, der også trækker på elementer fra andre genrer, således også hos sanger og guitarist William Duvall, der har sine primære rødder i den amerikanske hardcore-punkscene fra 80'erne og 90'erne. Det betyder dog ikke, at det metalliske hjerte ikke banker, og ved en hurtig gennemgang af årets Copenhell-plakat reagerede Duvall begejstret på flere artister. Her er guiden til Williams personlige Copenhell:

King Diamond: – Fedt, at han kommer, jeg elsker den mand. Det går helt tilbage til Mercyful Fate, som jeg altid har fulgt. Og det er ikke kun noget, der hører fortiden til. Da vi indspillede den nye Alice-plade, sad jeg og produceren Nick Raskulinecz flere gange i kontrol-rummet og blæste op for gammel Mercyful Fate. Efter det var vi ligesom genopladet til at arbejde videre med vores eget og give den gas.

Down: – Også en gammel favorit, som jeg rigtigt gerne vil se. Jeg kan huske, da Down havde sit andet album ude omkring 2002 ("Down II: A Bustle In Your Hedgerow" – strofe nappet fra Led Zeppelins "Stairway To Heaven", red.). I det band, jeg turnerede med dengang (Comes with The Fall, red.), hørte vi den Down-plade hver evig eneste dag, simpelthen.


Accept: – Gode gamle Accept holder stadig. Det er ikke så længe siden, jeg så dem i L.A. Udo (Dirkschneider, stifter og sanger, red.) holder stadig fanen højt.

In Flames: – Interessant. Jeg kender dem faktisk ikke så godt, men har hørt rigtig meget godt om dem. Så det er et band, jeg meget gerne vil tjekke ud, hvis tiden er til det.

Copenhell finder sted på Refshaleøen 14. og 15. juni. Find billetter via GAFFA Live.


Læs et længere interview med William Duvall med fokus på Alice In Chains' nye album, "The Devil Put Dinosaurs Here", i GAFFAs artikelsektion.

ANNONCE