x

Ekstrakoncert med Baby Dee

Ekstrakoncert med Baby Dee

Endnu en gang lægger den enestående sangerinde og harpespiller Baby Dee vejen forbi København, og hun har efterhånden oparbejdet et hengivent og stadigt voksende publikum her til lands. Det er nok også derfor, at showet er udsolgt, hvilket har fået arrangørerne til at lave endnu koncert samme tid og samme sted dagen efter på Jazzcup.

Ved sit sidste besøg i Danmark medvirkede hun ligesom Antony og Rufus Wainwright i DR2s "Musikprogrammet", da de som tema havde New Yorks singer-songwritermiljø. Og det er da heller ikke kun singer/songwriter-mærkatet, hun har tilfælles med d'herrer Wainwright og Antony Hegarty. Også den allestedsnærværende problematiske seksualitet er noget, Baby Dee har måttet kæmpe med. I årevis var hun kirkeorganist, men efter sin kønsskifteoperation – for sådan en har hun fået – dalede kirkens efterspørgsel. I årene efter kunne hun, som arrangøren beskirver det, "opleves på New Yorks gader klædt ud som bjørn med strutskørt eller som Shirley Temple, højt hævet over de benovede fodgængere på hendes kampemæssige trehjulede cykel med gulvharpe monteret."

I disse år var hun også en uomgængelig figur på den mere outrerede del af byens musikmiljø. Hun var således en nøglefigur i dannelsen af Antony and the Johnsons (som for nyligt gæstede et udsolgt Vega og spiller i Falconer Salen til september) og var stadig en del af gruppen på deres første album.

Efter et længerevarende eksil fra musikbranchen (hvor hun bla. rejste med det såkaldte Kamikaze Freak Show og senere var skovhugger i Ohio) begyndte hun at udgive egne sange.

Så hvis du ikke fik gaflet et par billetter i første omgang, har du nu alligevel chancen. Jazzcup lover således to helt unikke koncertoplevelser i træk nemlig torsdag den 11. maj og fredag den 12. maj kl 21.00.

Billetter kan købes nu hos Jazzcup - Gothersgade 107, tlf 3315 0202 ­ Pris 95 kr.

Obs! De nye billetter er først tilgængelige på mandag!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA