x

Lou Reed gennemgår levertransplantation

Lou Reed gennemgår levertransplantation

Den 71-årige Lou Reed har for nylig gennemgået en succesfuld levertransplantation. Musikeren udtaler nu, at han føler sig "større og stærkere end nogensinde" og skriver desuden på følgende på sin hjemmeside: "Jeg er en sand triumf for moderne medicin, fysik og kemi. Min Chen tai chi (kinesisk træning for krop og sind, red.) og mit sundhedsprogram har hjulpet mig godt igennem alle disse år – alt sammen takket været min master Ren Guang-Yi. Jeg ser frem til at komme på scenen igen samt at skrive sange, der forbinder både jeres hjerte og sjæl med universet!". Lou Reed har dyrket tai chi i mere end 30 år og har sågar udgivet "Reed Hudson River Wind Meditations", der er en samling af sange, der beregnet til at være et supplement til tai chi og meditation.

Reed har ikke vist sig offentligt siden marts, hvor han overraskende dukkede op i forbindelse med en offentlig afspilning af hans klassiske 1972-album "Transformer" i New York. Den tidligere Velvet Underground-frontmand havde på forhånd måtte aflyse flere koncerter samme måned og fortalte, at det på grund af hans tilstand var uundgåeligt.

Lou Reeds seneste album "Lulu" udkom for godt halvandet år siden og blev lavet i samarbejde med Metallica. GAFFAs anmelder Espen Strunk skrev følgende om albummet "De tilsyneladende så umage makkere faktisk klæder hinanden rigtig godt, formentlig ikke mindst fordi de her har et glimrende materiale at mødes i og om," og konkluderer: "Stærke sager – med eller uden Metallica!". Albummet fik fem ud af seks stjerner.

Metallicas bassist, Robert Trujillo, har ifølge The Guardian for nylig indrømmet, at han godt vidste, at det var noget af et sats at lave en plade med Lou Reed: "Man tager chancer og prøver at lade dem vokse. Vi fokuserer bare på at have det sjovt, mens vi gør det. Man skal bare være kreativ, kaste sig ud i det – og nogle gange virker det, andre gange gør det ikke!". "Lulu"-albummet fik da også meget blandede anmeldelser, men Lou Reed har alligevel tidligere givet udtryk for, at han godt kunne tænke sig at lave en efterfølger. Men nu må vi se, hvad helbredet i fremtiden tillader avantgarderock-pioneren – om der så er tai chi og skelsættende metalbands involveret eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA