x

Reportage: Sweden Rock Festival – The Boys Are Back In Town

Reportage: Sweden Rock Festival – The Boys Are Back In Town

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion

GAFFA var igen i år på pletten, da Sweden Rock Festival løb af stabelen i det mest fantastiske sommervejr, man kan ønske sig. 25 grader og fuld sol under hele festivalen var med til at gøre dette års festival til en af bedste, jeg har deltaget i. Det var mit 10. år i træk på en festival, der nu i over 20 år har beriget fans af metal og rock med et unikt program, hvor vi kommer godt rundt i krogene i de mange musikalske retninger inden for den hårde og melodiske rock. Sweden Rock Festival er for rocknørder, der sætter pris på kultperler fra en lang række bands, der normalt aldrig spiller på de store festivals, herunder f.eks. Roskilde Festival.

Som altid gennemføres festivalen på en meget professionel og velplanlagt måde. Alt fungerer, og der er en fantastisk stemning. På den kulinariske side kunne der godt sættes ind med et bedre udbud. Man bliver sgu træt af pizza slices, kebab, burgere og pommes frites. Ærgerligt, at man ikke kan købe noget ordentlig mad. Med mindre man udfører en masse headbangin', skal de fleste nok på skrump efter fire dage i den svenske frituregryde. Derudover er det dødssygt, at der ud for festivalscenen er en lang catwalk, der faktisk betyder, at det for alle er svært at overskue hele scenen, da scenen samtidig er meget høj. Bandet kan godt virke som værende på lang afstand. For de mindre blandt publikum, hvor det i forvejen er svært at se, gør dette det bare umuligt at følge med, og de må givetvis ty til de opstillede storskærme.

Som det var tilfældet i de tidligere år, har jeg udvalgt en række koncerter, der efter min mening var højdepunkterne på dette års festival. Der er trods alt omkring 80 spillende bands på festivalen. Hovednavnene var i år KISS, Europe og Rush. Alle tre hovednavne gjorde det som udgangspunkt godt, men der var da kritikpunkter vedrørende alle tre og vidner endnu engang om, at bare fordi man har solgt en masse plader, har et flot lysshow og er kommet i rampelyset, behøver man absolut ikke være de bedste. De overbevisende oplevelser kom da også fra bands længere nede i rækkerne.

 

KISS ***

Festivalens hovednavn KISS, der er koncertaktuelle på dansk jord den 11. juni i Forum, havde ikke en af deres bedste dage. Jeg har altid syntes godt om KISS som koncertnavn, og de har lavet en lang række evergreens, men hvis man lukker øjnene og kun hører musikken uden det storslåede lysshow, bliver det en anelse tamt, og det blev ikke bedre af, at forsanger Paul Stanley lød særdeles rusten i stemmen. Det var åbenlyst, at de måtte udskifte "Heaven's on Fire" fra standardsætlisten og spille "Calling Dr. Love" i stedet, så Gene Simmons kunne aflaste Paul Stanley for en stund.

KISS lagde ellers flot ud med "Psycho Circus" og "Shout It out Loud", hvor deres nyindkøbte lysrig formet som en edderkop skaber en flot ramme om et show, der er fyldt med røg og fyrværkeri. Men de tabte hurtigt pusten og det blev another day at the job hen ad vejen. Bedst fungerede afslutningsnummeret "Black Diamond", "Deuce" samt klassikerne "Detroit Rock City" og "Rock and Roll All Night".

 

EUROPE ****

Europe havde en god dag, og det var heldigt, for denne aften havde Europe planlagt et stort anlagt jubilæumsshow, der skulle foreviges for senere udgivelse på dvd/Blu-ray. Europe spillede i hele to timer og 35 minutter, hvilket i øvrigt er den længste koncert, de nogensinde har spillet. Sætlisten var centreret om den seneste tour tilsat udvalgte perler fra bagkataloget. Europe havde inviteret et par gæster og spillede i den anledning "Jailbreak" i selskab med Thin Lizzy-guitarist Scott Gorham samt det gamle UFO nummer "Light Out" i selskab med selveste Michael Schenker.

Sjovt nok tænkte jeg flere gange under koncerten, at Europes stilrene guitarist John Norum er meget inspireret af Michael Schenker, hvilket blot blev bekræftet, da de gav den gas i fællesskab. Vi fik en prægtig udgave af "Prisoners in Paradise", et friskt pust med "Let the Good Times Roll" samt den flotte "Wings of Tomorrow". Frontmand Joey Tempest styrende festlighederne på bedste vis og sang som en drøm. Uden ham var Europe stadig et velspillende band, men nok lidt stillestående at se på i længden. Derfor er 155 minutter også lige i overkanten af, hvad sangene og bandet kan bære, men de kan jo sortere på den kommende live-udgivelse.

 

RUSH ****

Spændingen var stor, da lyset gik ud, for Rush har noget nær gudestatus i de nørdede musikkredse. Det skal være sagt med det samme, at Rush var fedt, men at man desværre skulle abstrahere fra en fuldkommen tonedøv lydmand. Lyden var historisk ringe under de første par numre, og på trods af pænt lydniveau hørte jeg fortrinsvis trommerne fra trommesættet, da jeg stod tæt på scenen. Det er nærmest grotesk, at et band, der i den grad er perfektionister, har den dårligste lyd, jeg nogensinde har oplevet på festivalen. Med den detaljerigdom, der er i deres musik, burde det være en ommer, men det må man selvfølgelig drømme sig til.

Den nuværende tour er centreret om bandets seneste udspil "Clockwork Angels", og bandet havde medbragt en hær af strygere, der lagde en symfonisk baggrund. Sættet var kortet ned til festivalstørrelse, men alligevel fik vi to timer med den ene Rush-klassiker efter den anden. Vi fik en fantastisk flot "Red Sector A", "Tom Sawyer", "The Big Money" samt instrumentalklassikeren "XYZ", der i særlig grad fik publikum op på dupperne. Rush er anderledes og unikt, og den musikalske kreativitet blev peppet op af et flot iscenesat show, der ledte tankerne hen på et kryds mellem Monty Python og Harry Potter.

Ud over de tre hovednavne var programmet bygget op med en stribe særligt indbudte navne, der i høj grad var med til at gøre festivalen til en stor musikalsk oplevelse. Læs om disse i en længere version af artiklen i GAFFAs artikelsektion.

Se masser af billeder fra festivalen i GAFFAs gallerisektion


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA