x

Hør bid af ny Mew-sang

Hør bid af ny Mew-sang

Mew har netop udviklet applikationen "Sensory Spaces" i samarbejde med B&O Play, og i den forbindelse har de offentliggjort et brudstykke af en ny sang.

B&O Play har været i studiet med bandet og har på den måde kreeret en platform, der kombinerer Mews univers med fokus på god lyd. Med app'en kommer brugeren til at navigere rundt i forskellige musikalske rum, hvor der både vil være mulighed for at høre nyt og gammel musik fra Mew – alt sammen lavet med henblik på at afspejle, hvor vigtigt god lyd er for musikoplevelsen. Mews guitarist Bo Madsen udtaler følgende: "Musikoplevelsen omhandler ikke kun selve musikken, men også den verden, du skaber omkring musikken. Det er derfor, vi ønsker at prøve at tilføje andre dimensioner til den del af musikverdenen."

Sensory Spaces bliver en involverende oplevelse, hvor du via balance og høresans navigerer i en række musikalske rum for at finde bidder og elementer af Mews nye musik. I et rum hører du vokal, i et andet beats. Hver gang du finder den rette lydbid, bliver du sendt videre. På den måde bliver applikationen både en rejse ind i hjertet af Mews univers og en platform, der fremhæver værdien af kvalitetslyd.

Den fulde version af "Sensory Spaces" kan fås til smartphones og tablets fra august og bliver gratis, men allerede nu er det muligt at få en forsmag på den nye app – sammen med en bid af en ny Mew-sang – på hjemmesiden www.sensoryspaces.com.

Mew arbejder for tiden på deres sjette studiealbum, efterfølgeren til "No More Stories..." fra 2009, med blandt andre Michael Beinhorn, som også producerede "And the Glass Handed Kites" fra 2005. Mew spiller i aften i et udsolgt Vega og spiller festivaler i Norge, Sverige og Finland i den kommende weekend. Mew spiller desuden på årets Smukfest.

B&O Play så dagens lys i 2012 og er blevet skabt med det formål at kombinere lyd, billede og design i høj kvalitet med digitale løsninger.

B&O Plays direktør, Henrik Taudorf Lorensen, udtaler om Mew-samarbejdet: "Vi vil som udgangspunkt gerne give forbrugerne noget ekstra for at overtale dem til at købe vores produkter. Via samarbejdet med Mew kommer vi netop til at give musikelskere en spændende og kreativ oplevelse, som vi forhåbentlig snart kan løfte sløret for. Mew er om nogen eksponent for musik af en høj standard ikke kun kunstnerisk, men også teknisk, og det passer godt sammen med vores værdier."


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA