x

NorthSide: Vi er tilfredse – og vil gerne være større

NorthSide: Vi er tilfredse – og vil gerne være større

NorthSide Festival er overstået, og her dagen derpå har vi fanget festivalens talsmand John Fogde for at høre, hvordan han selv synes, festivalen gik, hvad der kunne have været gjort bedre, og hvad festivalen har af planer for 2014.

Hvordan synes du selv, festivalen er gået?

– Vi som arrangører synes, festivalen er gået rigtig godt. Der var jo udsolgt, hvilket vil sige 25.000 betalende gæster. Vi var spændte på at se, hvordan det ville gå med 7.000 ekstra betalende gæster end sidste år, og vi synes, det er gået godt. Der var ganske vist nogle temmelig lange køer til toiletterne mellem de to store scener fredag, men vi fik det løst til om lørdagen. Så kom der en aflysning fra Bloc Party dagen før festivalen, og det var jo ærgerligt, men vi fik jo en hurtig afløsning i form af Love Shop, og da musikken først spillede, gik alt, som det skulle.

Hvad med økonomien, får I overskud?

– Vi har endnu ikke dannet os det det store overblik, men vi forventer da at få et pænt overskud.

Det var første år, hvor I havde en teltscene, Red Stage, og dermed to scener, hvor musikken spillede samtidig. Hvordan synes du, det fungerede?

– Det er min personlige oplevelse, at det fungerede godt. I nogle tilfælde virkede teltene meget fyldte, men ofte kunne man komme langt ind, hvis man gik ind i venstre side, og vi vil da overveje, om man kan gøre indgangene til teltet bedre.

Nogle har påpeget, at musikken fra Green Stage kunne høres i teltet, og omvendt kunne jeg på et tidspunkt høre musikken fra Red Stage i en stille passage, da Portishead spillede på Green Stage.

– Det har vi fået meget divergerende meninger om. Jeg oplevede, at man måske kunne høre musik fra Green Stage i teltet i pauserne mellem numre, men ikke når musikken spillede fra Red Stage. Og personligt kunne jeg ikke høre noget fra Red Stage under Portishead, så det afhænger helt af, hvor man har stået. Men det er mit indtryk, at det ikke har været noget stort problem.

Mere musik for de samme penge

Jeg talte med en festivalgæst, der sagde, at charmen ved NorthSide før i tiden var, at man kunne nå at høre alle de navne, der stod på plakaten, hvis man ville. Det kan man jo ikke mere?

– Nej, men teltscenen har givet os mulighed for at præsentere nogle mindre bands, vi ikke kunne sætte op på den store scene, for eksempel Tom Odell, Daughter eller Deap Vally. Uden at billetprisen er blevet højere af den grund. Og hvis man vil have den klassiske NorthSide-oplevelse, kan man jo bare høre musikken på de to store scener. Vi ved, at vore gæster er store musikfans, og de vil derfor gerne høre så meget musik som muligt, men det er jo også godt at have noget at vælge imellem, så man ikke kommer til at kede sig, hvis der skulle være en periode, hvor der ikke er noget, man synes om på en af de store scener.

Jeg bemærkede, at der under adskillige koncerter blev sat skilte op på storskærmene, der opfordrede folk til at gå tilbage, fordi der blev skubbet for meget. Har I overvejet, om der skal opgraderes, hvad angår sikkerhed?

– Det har vi faktisk allerede gjort i forhold til sidste år. Blandt andet har vi indsat nogle bølgebrydere, eller vinger, som man også kalder dem, ved mikserpultene på de store scener, og så er afspærringen foran scenen udvidet, så den rækker ud og skiller de første rækker, og det mener vores sikkerhedschef er den optimale løsning. Hvis der er ved at opstå et problem, så er første skridt at sætte advarselsskilte op på storskærmene, og det fik i alle tilfælde folk til at gå tilbage. Der har ikke været nogen episoder, der har været faretruende, hvad angår sikkerhed.

Vil gerne være større

For nylig udtalte NorthSides direktør Brian Nielsen til Jyllands-Posten, at han godt kunne tænke sig, at festivalen udvidede til en kapacitet på 35.000 personer, og at man ville overveje at indføre camping. Hvordan er status på den sag?

– Det vil vi gerne, men så skal det være på et større område, og vi er i dialog med kommunen om at få lov til at bruge et område ved siden af Ådalen. I så fald ville vi både kunne booke nogle større navne og have en scene 4, hvor vi kan have et telt til elektronika og urban-musik, noget, som måske har manglet lidt i vores program. Vi overvejer også et campingområde, men det vil i givet fald blive lidt mere satellit-agtigt i forhold til en traditonel festivalcamping, altså lidt længere væk, og der vil ikke være aktiviteter på pladsen, for vi vil gerne have, at folk er på festivalområdet hele dagen. Vi skal dog også vurdere grundigt, om etableringsudgifterne ved at inddrage det nye område er passende i forhold til ekstra indtjening, vi kan få.

Skal festivalen så også løbe over flere dage?

– Nej, tre dage synes vi er passende.

Du siger elektronika og urban. Er der andre genrer, I vil prøve at omfatte, eksempelvis metal? Nu har der jo lige været Copenhell, men der var til gengæld ingen metal på NorthSide.

– Nej, vi synes, Copenhell gør det glimrende, så dem har vi ingen ønsker om at konkurrere med. Der kan da godt komme et enkelt hardrocknavn i ny og næ, men ikke decideret metal.

Hvad med andre genrer, eksempelvis verdensmusik, som Roskilde Festival jo er kendt for?

– Nej, det synes vi også, de gør bedre, og det samme gælder genrer som jazz eller folk. Der kan da godt komme nogle navne, der krydser ind over disse genrer, for eksempel Gogol Bordello, som nogle måske vil sige har elementer af world, men vores primære fokus er pop, rock, indie, elektronika og urban. Urban vil vi gerne have mere af, og vi ville gerne have præsenteret et navn som Frank Ocean, men det kunne desværre ikke lade sig gøre af praktiske årsager.

Hvornår offentliggør I de første navne til næste år?

– I løbet af efteråret, men mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men vi er i fuld gang med bookingprocessen, slutter John Fogde, der i øvrigt kan fortælle, at årets musikbudget er hævet fra 10,5 millioner sidste år til 13 millioner i år. Festivalens samlede budget for hele året er i år knap 50 millioner, hvor det sidste år var 28 millioner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA