Nyhed

Politi ændrer forklaring om Roskilde-dødsfald

Sagen om tårn-dødsfaldet på Roskilde Festival 2011 tager nu en ny drejning

Det er nu snart to år siden, at den tyske festivalgænger Susan Herschel omkom under Roskilde Festival ved et fald fra Tuborg-tårnet. Politiet betragtede dengang hurtigt sagen som selvmord, på trods af en række vidneforklaringer om det modsatte. Nu har politiet ændret forklaring, skriver DR.

Den 35-årige Herschel befandt sig på ulykkestidspunktet på et udhæng i Tuborg-tårnet, da udhænget ifølge flere vidner pludselig brød sammen, hvorefter hun døde af kvæstelserne fra faldet. 

Vidnet Tor Madsen, der arbejdede i Tuborg-tårnet under ulykken, fortæller til DR, at det ikke lignede selvmord, men derimod en ulykke. Men selvom der var flere vidner som Tor Madsen, der berettede om ulykke frem for selvmord, konkluderede politiet kort efter ulykken: "Med baggrund i vores efterforskning og blandt andet afhøring af vidner er det politiets konklusion, at der er tale om selvmord".


Efter DR's mange undersøgelser omkring sikkerheden i tårnet har politiet nu ændret forklaring. Midt- og Vestsjællands Politi fortæller til DR: "Som De blev oplyst om i brev af 18. juli 2011, var det politiets umiddelbare vurdering, at der kunne være tale om selvmord, hvilket baserede sig på afhøring af vidner samt den omstændighed, at politiet før festivalen sikkerhedsundersøgte tårnet, og at Arbejdsulykken efter hændelse ikke fandt fejl ved opstillingen. Som De også flere gange er blevet oplyst om, er det ikke politiets opgave i en sag som denne af føre bevis for, at afdøde begik selvmord. (...) Formålet med efterforskningen i sagen var at klarlægge, hvorvidt der var grund for at pålægge strafansvar, og idet efterforskningen ikke gav anledning til dette, blev sagen henlagt. Politiet har således ikke i nævnte sag efterforsket – og derfor heller ikke endeligt konkluderet – hvorvidt der var tale om selvmord eller ej."

Det førnævnte vidne, Tor Madsen, udtaler til DR følgende om politiets nye forklaring: "Jeg har hele tiden sagt, at det ikke lignede selvmord. Det skrev jeg også i min rapport til politiet, men alligevel konkluderede de det modsatte efter ulykken". 

Lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Lars Bjerg mener, at man kom med selvmordskonklusionen for at stoppe en steppebrand af dårlig omtale for såvel tårnet som selve festivalen, og udtaler til DR: "De fleste journalister har det sådan, at selvmord er noget, man ikke blander sig i, fordi det er en privatsag". Med andre ord kan det være tilfældet, at politiet har draget konklusionen for at skåne festivalen. Men i så fald har de glemt, hvordan den eventuelt fejlagtige konklusion har påvirket de efterladte af den afdøde kvinde. Det var blandt andet ikke muligt for familien at få Susan Herschels rejseforsikring til at betale for den transport, der skulle få liget af Susan hjem, og ikke mindst har politiets konklusionen gjort, at Susans to børn står tilbage med et billede af, at deres mor valgte dem fra.


DR har ikke kunnet få en kommentar fra Roskilde Festival om de nye oplysninger i sagen.

Ulykken fandt sted på festivalens sidste dag i 2011, og siden har Tuborg-tårnet, der var forbundet med en svævebane fra campingområdet til festivalpladsen, ikke været opstillet.

Læs politiets brev til DR her.


ANNONCE