x

Agnes Obel udgiver sit andet album - se teaser

Agnes Obel udgiver sit andet album - se teaser

Det er snart tre år siden, at sangerinden, sangskriveren og pianisten Agnes Obel udgav sit debutalbum "Philharmonics", og den 30. september er hun så klar med efterfølgeren "Aventine".

Debutalbummet fik megen anmelderros og solgte godt, og det var da også på baggrund af samme album, at Agnes Obel formåede at modtage hele fem priser ved Danish Music Awards i 2011. GAFFA anmeldte også "Philharmonics", og anmelderen Ole Rosenstand Svidt skrev følgende: Philharmonics er nemlig fuld af smukke melodier, udmærkede, længselsfulde tekster og formfuldendt klaverspil, og så er Agnes Obels lyse, drømmende stemme en fornøjelse at være i selskab med". Læs hele den firstjernede anmeldelse her. "Philharmonics" har i øvrigt solgt næsten en halv million eksemplarer af albummet i Europa. 

Agnes Obel er oprindelig fra hovedstaden, men har været bosat i Berlin de sidste syv år, og det er her, at det nye album er optaget. Ligesom "Philharmonics" er "Aventine" både skrevet, arrangeret og produceret af Agnes Obel selv og i hendes eget studie Chalk Wood Studios.

På sangerindes plade vil der dog også optræde andre musikere, heriblandt Mika Posen på violin og viola, Nils Frahm på cello og Robert Kondorossi på guitar. Agnes Obel fortæller selv om valget af brug af strengeinstrumenter: "Da vi turnerede med "Philharmonics", fik jeg konstant en hel masse ideer til indspilninger, og jeg ville gerne udforske mulighederne med cello og andre strengeinstrumenter." Hun fortsætter: "Jeg indspillede det hele i et lille rum med mikrofonerne placeret i nærkontakt med instrument og vokal. Stemmer og piano – du vil som lytter opleve det meget tæt på.Så det er nøjsomt, men ved at variere dynamikområderne i de enkelte sange har jeg nærmest kunnet skabe lydlandskaber. Jeg har været i stand til at få noget til at føles stort med disse få instrumenter".

Singer-songwriteren har planlagt at spille nogle enkelte intimkoncerter, før det nye album udgives, og til efteråret tager hun på Europaturné. Mere information om dette følger.

"Aventine" udkommer den 30. september på pladeselskabet Play It Again Sam, og tracklisten bliver som følger:

1. Chord Left
2. Fuel To Fire
3. Dorian
4. Aventine
5. Run Cried the Crawling
6. Tokka
7. The Curse
8. Pass Them BY
9. Words Are Dead
10. Fivefold
11. Smoke & Mirrors

Se en teaser til det nye album:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA