Nyhed

Guide: Det skal du høre på Roskilde – ifølge Finn P. Madsen

GAFFAs anmeldere giver i de kommende dage deres bud på, hvem du skal høre på Roskilde Festival

Roskilde Festival åbner portene lørdag klokken 18. Vi varmer op til festivalen med at give dig vores anmelderes bud på, hvad du skal se på årets festival. Vi fortsætter med Finn P. Madsen

Sigur Rós

Med det bedste album siden den næsten 15 år gamle "Ágætis Byrjun" kan Sigur Rós med "Kveikur" i bagagen blive en af festivalens bedste oplevelser. Bandet har for en stund gjort op med deres normalt så stillestående lyd og skiftet den ud med et gotisk og drømmende sansebombardement. Den særegne islandske vellyd vil ramme Roskilde som en vulkan i fuldt udbrud.


Matthew E. White

Hvis den spilleglæde, der kendetegner Matthew E. Whites debut er målestokken for ham og hans umanerligt homogene band Spacebomb House-band, så bliver det en glohed eftermiddag i Odeon. Sjældent har soul, Stax og lounge-pop swinget så overdådigt uden på noget tidspunkt at lyde fortærsket eller for tilbageskuende.

Crystal Castles


Blandingen af elektronisk techno og ravepunk samplet ind i et lydbillede, der på det ene tidspunkt flyder som en sort malstrøm for dernæst at sætte af sted i en ren energiudladning har gjort Toronto-duoen Crystal Castles til et totalt overrumplende act. Med den sprælske frontfigur Alice Glass kan intet gå galt, når først festen sættes i gang.

Dead Can Dance

Holder det genopståede band niveauet fra sidste års koncert i Tempodrom i Berlin, som undertegnede overværede, så bliver Arena forvandlet til en katedral af ren skønhed. Trods en pladepause på 16 år er det, som om Lisa Gerrard og Brendan Perry aldrig har været borte. Deres sfæriske blanding af middelalderrock og goth forfører ned til mindste detalje.


Savages

Ren female-power, lige på og hårdt! Savages vækker med stor fryd Riot Grrrl-bølgen til live igen med deres hårdtpumpede og mørke sound. The Slits, Siouxsie And The Banshees og Joy Division har ikke levet forgæves, men hvad gør det, når bandet både har den rette attitude og rastløsheden at gøre godt med.

Hør Finn P. Madsens Roskilde-playliste på Spotify eller WiMP.


Roskilde Festival 2013 løber af stablen den 29. juni-7. juli, og du kan finde billetter via GAFFA Live

ANNONCE